BLADORDNING

Ophævelse af retningslinjer for grøn strøm skader forbrugerne

Det er hverken godt for forbrugerne eller den grønne omstilling, når Forbrugerrådet TÆNK trækker sig fra forhandlinger om den grønne bladordning, mener Green Power Denmark.

En familie ved spisebordet

Forbrugerne og den grønne omstilling taber, når der ikke er enighed om retningslinjer for markedsføring af grøn strøm, mener Green Power Denmark. Arkivfoto: Thomas Steen Sørensen

Forbrugerombudsmanden ophæver de eksisterende retningslinjer for markedsføring af grøn strøm - også kendt som bladordningen - som ellers har været helt centrale i at sikre klarhed og transparens for forbrugerne.

Årsagen er, at Forbrugerrådet Tænk har trukket sig fra forhandlingerne om nye retningslinjer. Og det vækker stor undren hos Green Power Denmark, da forbedrede retningslinjer havde været en gevinst for forbrugerne og den grønne omstilling.

– Det er superærgerligt for forbrugerne, at vi står i en situation uden klare fremtidsudsigter for væsentlige retningslinjer for grøn strøm. Det kan underminere forbrugernes tillid og vilje til at investere i grøn energi, og det fremmer ikke den grønne omstilling, siger Martin Dam Wied, afdelingschef for elmarked i Green Power Denmark og fortsætter:

– Vi er gået konstruktivt ind i forhandlingerne og har gjort alt for, at vi ikke skulle ende her. Energimarkedet er i forvejen komplekst, og nu bliver det endnu mere komplekst for forbrugerne. Vi håber, at Forbrugerrådet Tænk kommer tilbage til forhandlingsbordet. Vi sidder i hvert fald klar. 

Ny ordning baseret på oprindelsescertifikater

Grøn strøm mærkningsordning - ét blad
I bladordningen er produkter med ét blad er baseret 100 procent på vedvarende energi via oprindelsescertifikater men har ikke yderligere klimatiltag. Oprindelsescertifikater er et elektronisk certifikat, der garanterer, at en bestemt mængde energi stammer fra vedvarende energi.

Der har gennem en længere periode været forhandlinger om bladordningen mellem Green Power Denmark, Forbrugerrådet Tænk, Dansk Erhverv, Rådet for Grøn Omstilling, DI og Landbrug og Fødevarer med Forbrugerombudsmanden for bordenden.

Elprodukter, der overholder visse kvalitetskrav, er mærket med enten ét eller to blade. Produkter med ét blad er baseret 100 procent på vedvarende energi via oprindelsescertifikater men har ikke yderligere klimatiltag. Oprindelsescertifikater er et elektronisk certifikat, der garanterer, at en bestemt mængde energi stammer fra vedvarende energi. Produkter med to blade er også helt baseret på vedvarende energi, men omfatter derudover klimatiltag med en ikke ubetydelig effekt.  

Grøn strøm mærkningsordning - to blade
I bladordningen er produkter med to blade helt baseret på vedvarende energi, men omfatter derudover klimatiltag med en ikke ubetydelig effekt.  

Ifølge Green Power Denmark var der gode elementer i den nuværende ordning. Men grøn strøm med to blade var problematisk, da det handlede om ekstra aktiviteter – for eksempel skovrejsning – som ikke er direkte knyttet til elproduktet. Derfor er Green Power Denmark gået ind forhandlingerne med fokus på, at en ny ordning alene skal været baseret på oprindelsescertifikater.

– Vi vil fortsætte arbejdet med at fremme et transparent, markedsdrevet certifikatmarked for at sikre, at forbrugerne fortsat har mulighed for at bidrage til omstillingen fra fossile brændsler til bæredygtig energi. Oprindelsescertifikaterne gør det muligt for forbrugerne aktivt at støtte grøn energi, og vi kan se, at prisen på certifikaterne gennem de seneste år er steget på grund af øget efterspørgsel. Det er et tegn på, at systemet er med til at drive den grønne omstilling frem, siger Martin Dam Wied.

Nyheder direkte i din indbakke?