KLIMAFOLKEMØDE

’Vi skal massere tidsånden ind i vores virksomhed’

Klimafolkemødet i Middelfart fra 30. august til 2. september trækker over 34.000 mennesker til debat om bæredygtig udvikling. SEF Energi, der har oprettet et korps af bæredygtighedsaktivister, er en af mange virksomheder, der fortæller om erfaringer med grøn omstilling.

Anne Kragelund Huss og Daniella Schmidt fra SEF Energi på Klimatopmøde 2023

Anne Kragelund Huss og Daniella Schmidt fra SEF Energi har som bæredygtighedsaktivister rum til at udfordre virksomhedens ledelse. Foto: Jesper Tornbjerg.

Virksomhedsaktivisme!

Erhvervslivet deltager aktivt i debatter om mange forskellige emner på Klimafolkemødet i Middelfart, men oplæg fra SEF Energi i det hvide af mange farverige telte vækker alligevel mere end almindelig nysgerrighed. Teltet er godt fyldt, for mange vil gerne høre, hvad virksomhedsaktivisme går ud på.

– Virksomheder har brug for, at der er nogen, der leder opad, og at ledelsen lytter til de idéer, der kommer. Den interne bevægelse er vigtig, siger Anne Kragelund Huss, der er digital projektleder i marketingafdelingen i SEF Energi og en af koncernens syv bæredygtighedsaktivister.

Som aktivist gennem et års tid har Anne Kragelund Huss lanceret forslag om samkørsel til/fra hovedkontoret i Svendborg og argumenteret for mere diversitet i virksomheden – bl.a. ved at efterlyse flere kvinder i SEF Energis ledelse og foreslået, ar der skal tales mere engelsk i dagligdagen.

– Spørgsmålet er, om ikke vi skal kunne rumme mere, funderer Anne Kragelund Huss fra scenen i det hvide telt.

Et spørgsmål om at være vedholdende

Hver afdeling i SEF Energi har hver sin aktivist, og de syv mødes med jævnlige mellemrum med Daniella Schmidt. Som strategisk bæredygtighedsaktivist er Daniella Schmidt ansat til at organisere og koordinere input og presse ledelsen både på forslag, der kan styrke SEF Energis bæredygtighedsarbejde internt og ud mod verden – altså en slags CSR-koordinator.

– Jeg skal synliggøre aktivismen. Og ja: Ledelsen bakker op… nogle gange. Andre gange siger de ’mener I virkelig det?’. For mig handler det om at være vedholdende, og jeg er ikke i tvivl om, at aktivisme rummer et gigantisk potentiale for forandringer både for samfund og i virksomhederne, siger Daniella Schmidt.

Fra græs og tidsler til æstetisk skønhed

Et hurtigt eksempel: Få minutter efter et internt møde om Verdensmålene, som SEF Energi går meget op i, blev Daniella Schmidt kontaktet af en kollega, der undrede sig over, hvorfor der blev sprøjtet mod ukrudt på et areal lige uden for vinduerne. Sprøjtningen blev stoppet inden for 15 minutter, og der blev indledt forsøg med beplantning, der tager hensyn til biodiversitet.

Baseret på viden fra fagfolk, så fremskridt både kan blive målbare og mærkbare, erstatter SEF Energi nu græs og tidsler med hjemmehørende arter som slangeurt, cikorie, valmuer og okseøje til glæde også for insektlivet.

GEV's Young Advisory Board i arbejde
GOD SELSKABSLEDELSE

Hvad gør man som virksomhed, når bestyrelsen er domineret af folk over 50 år og savner impulser fra de unge? GEV har skabt et Young...

– Vi har eksperimenteret omme bag ved vores domicil, så vi kan præsentere en æstetisk løsning foran. Det næste kan være at samarbejde med Fælleshaverne om nyttehaver, fortæller Daniella Schmidt, der er sikker på, at vi alle får en bedre forståelse af, hvad bæredygtighed er, når vi kan mærke det ’fra hånd til ånd’ med konkrete initiativer og oplevelser i hverdagen:

– Klimaforandringer bliver straks mere forståelige, når man oplever hagl på sin bil en sommer i Italien eller må flygte fra skovbrande i Grækenland, påpeger hun.     

Tillid til gavn for bundlinjerne

SEF Energi har sat aktivismen i et tillidsbaseret system, så medarbejderne ifølge Anne Kragelund Huss og Daniella Schmidt føler sig trygge ved at presse på for at skabe positive forandringer til glæde og gavn for bæredygtighedens bundlinjer. Altså økonomi, sociale forhold og klima/miljø.

Ved at ophøje virksomhedsaktivismen til en vigtig del af virksomhedens måde at lede på, adresserer SEF Energi også andre dagsordener, påpeger aktivisterne: Bl.a. at mange måske især unge efterlyser arbejde med en dybere mening og stærkere fokus på mangfoldighed.

– Ungdommen forventer, at virksomheder lærer det her. Vi skal massere tidsånden ind i vores virksomhed. Heldigvis har vi en ledelse, der er meget imødekommende, siger Daniella Schmidt.

Fra blind vækst til grøn vækst

Klimafolkemødet er også dialog, og fra publikum i det hvide telt kommer det klassiske spørgsmål, om vi kan fortsætte med at have vækst, hvis vi vil have bæredygtig udvikling.

Panelet på den hvide scene, hvor også direktør Arendse Baggesen fra Small Revolution (omdanner plasticaffald til bl.a. skamler) og direktør Jakob Lage Hansen fra DoLand (bæredygtige investeringer), er repræsenteret, er enige om, at det er nødvendigt med vækst i de virksomheder, der leverer grønne løsninger som alternativ til fx den fossile industri.

– Vækst og bæredygtighed skal gå hånd i hånd. Vi kan kun skabe store forandringer ved at skabe store virksomheder, mener Arendse Baggesen, der har klare vækstambitioner for sin virksomhed.

– Nogle gange er vi som virksomhed en del af problemet. Vi sælger naturgas til en række kunder, men vi tilbyder også varmepumper, så det er nemt at konvertere. Vi kan ikke bare afvikle gassen, for vi har pligt til at levere til dem, der ikke bare kan få fjernvarme, påpeger Anne Kragelund Huss.

At tankegangen i mange virksomheder skal ændres, står imidlertid lysende klart:

– Fra at tjene mest skal vi være de bedst tjenende virksomheder, siger Daniella Schmidt.

Nyheder direkte i din indbakke?