Pressemeddelelse

Digitaliseringsstrategi skal gøre Danmark grønnere

Regeringen vil med ny strategi, som indeholder 61 initiativer, styrke digitaliseringen. Det kan sætte yderligere fart på den grønne omstilling, lyder det fra Green Power Denmark, som hilser strategien velkommen.

Digitalisering og fibernet

Illustration: Shutterstock

Danmark er et af Europas mest digitaliserede lande. Nu vil regeringen sætte yderligere skub i digitaliseringen med sin nye strategi, som indeholder 61 initiativer under 9 visioner, hvor accelerering af grøn omstilling gennem digitale løsninger er en af visionerne.   

Green Power Denmark glæder sig over, at grøn omstilling og energi- og forsyningssektoren og cybersikkerhed står centralt i strategien.

– Danmark skal være en grøn og digital frontløber. Vi skal bruge digitalisering til at sætte endnu mere strøm til klimakampen og sørge for, at den grønne omstilling sker på den mest effektive og samfundsøkonomisk hensigtsmæssige måde. I energibranchen ser vi frem til at omsætte strategi til praksis i tæt samarbejde med regeringen og myndigheder, siger Jørgen S. Christensen, direktør for netteknik i Green Power Denmark.

Med strategien vil regeringen etablere et Forsyningsdigitaliseringsprogram, der skal drive udviklingen mod en sammenhængende grøn forsyningssektor, der udnytter ressourcer og infrastruktur bedre på tværs af værdikæder og forsyningsarter. Det glæder Green Power Denmark.

– Bedre adgang til data og viden på tværs af forsyningssektoren bliver afgørende for at sikre fleksibilitet, skabe nye grønne forretningsløsninger og udnytte den grønne omstillings fulde potentiale. Vi skal have udviklet et sæt fælles digitale spilleregler for energi- og forsyningssektoren, som sikrer, at alle energileverandører og -forbrugere kan dele data, siger Jørgen S. Christensen.

Stærk cybersikkerhed er fundament for digitalisering

I takt med den øgede digitalisering af forsyningssektoren bliver en række samfundskritiske ydelser i stigende grad eksponeret for digitale trusler. Derfor har regeringens digitaliseringsstrategi også et særskilt fokus på at styrke forsvarsmuren mod indtrængen fra udbudne gæster.

– Det er godt, at cybersikkerhed er højt prioriteret i strategien, og der er fokus på den kritiske infrastruktur. En stærk cybersikkerhed er fundamentet for den nødvendige digitalisering. I den kritiske infrastruktur har vi god erfaring med samarbejde omkring cybersikkerhed, bl.a. ved samarbejdet mellem el, gas og varme omkring etableringen af EnergiCERT. Det har været en af hjørnestenene i at ruste disse brancher i forbindelse med krigen i Ukraine, siger Jørgen S. Christensen.

Nyheder direkte i din indbakke?