SØG OM STØTTE

Grøn investeringsordning åbner: Vigtigt for dansk erhvervsliv

Tirsdag kan grønne virksomheder søge om statsstøtte. Green Power Denmark roser regeringen for at rykke hurtigt og understreger behovet for en samlet grøn industristrategi, der sikrer, at morgendagens klimaløsninger fortsat er ’Made in Denmark’.

Vestas fabrik Ringkøbing

EU har midlertidigt tilladt statsstøtte i 2024 og 2025 til investeringer i faciliteter for produktion inden for udvalgte grønne teknologier. Arkivfoto: Vestas Wind Systems

Webinar: Hør mere om støtteordningen

Vil du vide mere om, hvordan du søger?

7. februar orienterer Mathias Secher, director i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), om rammerne for støtteordningen.

Lyt med, når Green Power Denmark afholder webinar for industrimedlemmer.

Tilmeld dig her

...

Regeringen er klar til at åbne for ansøgninger til den nyoprettede grønne investeringsordning. Det sker kun tre måneder efter, at Green Power Denmark lancerede sine anbefalinger til en national strategi for den grønne energiindustri ledsaget af et opråb i avisen Berlingske Tidende af Kristian Jensen på vegne af erhvervslivet.

Det er rigtig vigtigt, at regeringen rykker så hurtigt og åbner for den grønne investeringsordning. Det har Green Power Denmark efterspurgt. Ordningen giver et tiltrængt rygstød til vores grønne industri og begrænser risiko for, at investeringer og arbejdspladser går udenom Danmark, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.  

Baggrunden for ordningen er, at den grønne industri i Danmark og resten af Europa er presset af USA og Kina, der favoriserer lokalt produceret teknologi og har en udbredt brug af statsstøtte. Derfor har EU midlertidigt tilladt statsstøtte i 2024 og 2025 til investeringer i faciliteter for produktion inden for udvalgte grønne teknologier. Medlemslande som for eksempel Tyskland og Polen benytter de nye muligheder for statsstøtte og kan tilbyde lukrative vilkår for virksomhederne.

Statsstøtte er et nødvendigt onde i en verden, hvor konkurrencen i øjeblikket foregår på ulige vilkår, og hvor for eksempel Kina stopfodrer sin vindindustri med statsstøtte. Hvor meget vi end er modstandere af statsstøtte, bliver vi nødt til at lave en national industripolitik, der skaber rammer, som sikrer, at Danmark kan konkurrere med vores nabolande, siger Kristian Jensen.

Afklaring på beløb i 2025 haster

Det er fra på tirsdag, at virksomheder, der vil etablere ny eller udvide eksisterende produktion inden for vind- eller Power-to-X-teknologier, kan søge om at få del i puljen på én milliard kroner. Ordningen omfatter også underleverandører.

Den specifikke støtte vil afhænge af virksomhedernes behov. Der kan maksimalt gives støtte på 15 procent af investeringsomkostningerne ved direkte tilskud, mens der kan gives op til 20 procent af investeringsomkostningerne ved brug af lån eller garantier.

Ordningen er midlertidig, og der er kun afsat penge til 2024. Hvorvidt der bliver sat flere penge af i 2025, har regeringen endnu ikke taget stilling til.

Vi opfordrer regeringen til hurtigt at få fastsat beløbet for den grønne investeringsordning i 2025. Erhvervslivet har brug for klarhed. Derudover har vi behov for en samlet grøn industristrategi, der sikrer, at morgendagens klimaløsninger fortsat er ’Made in Denmark’, siger Kristian Jensen.

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) administrerer den grønne investeringsordning.

Vindfabrik
Pressemeddelelse

Regeringen har netop lanceret en grøn investeringsordning. Her kan virksomheder, der producerer vindmøller, komponenter til vindmøller...

Nyheder direkte i din indbakke?