ELNET TIL FREMTIDEN

Svimlende summer skal sikre Europas elnet

Eurelectric-analyse: For at nå EU’s klima- og energimål har EU’s 27 medlemslande plus Norge behov for at investere 500 mia. kr. i eldistributionsnet om året frem mod 2050. Investeringssummen kan mindskes til 410 mia. kr./år, hvis de europæiske elnetselskaber får mere smidige rammer at operere under.

transformer

– Netselskaberne investerer meget mere end tidligere, men der kommer også mange flere kWh at dele disse omkostninger ud på, og vores investeringer afskrives over mange år. Min forventning er, at elektrificeringen af Europa vil medføre lavere snarere end højere nettariffer, siger Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius og Radius. Foto: Jeppe Carlsen

Elektrificeringen af Europa kræver stærkere elnet både lokalt, internt i de enkelte lande og på tværs af landegrænser. Brancheorganisationen Eurelectric har med bistand fra EY og Imperial College London i analysen ’Grids for Speed’ sat fokus på europæiske eldistributionsnets betydning for den grønne omstilling med elektrisk mobilitet, elektrisk opvarmning og elektriske processer i industrien. 

– ’Grids for Speed’ sætter tal på, hvor meget der skal investeres, hvordan udgifterne kan holdes i ave, og hvad der skal til for at netselskaberne kan skrue deres investeringer op til at imødekomme behovet. Analysens konklusioner ligger fint i tråd med de udfordringer det danske elnet oplever, siger viceadministrerende direktør Mette Rose Skaksen fra Green Power Denmark.

Adm. direktør Jens Fossar Madsen fra netselskaberne Cerius og Radius kan også nikke genkendende til det billede, der tegnes for Europa inkl. Danmark. 

– Netselskaberne træffer i disse år meget store investeringsbeslutninger, hvor vi udbygger markant større, end vi tidligere har gjort, når vi alligevel er i gang. På den måde bliver vi bedre gearet til fremtidens forbrug og produktion, og over tid vil det også være mere effektivt, end hvis vi laver en masse småforstærkninger, siger Jens Fossar Madsen. 

– Men vi løber selvfølgelig en større risiko, da forbruget eller produktionen – hverken geografisk eller tidsmæssigt – kommer helt som forventet, tilføjer han, der sidder i en række europæiske fora på vegne af de danske elnetselskaber. 

Fremlagt på power-topmøde i Athen

’Grids for Speeds’ er fremlagt på ’Eurelectric Power Summit’ i den græske hovedstad Athen. For at nå EU’s klima- og energimål har EU’s 27 medlemslande plus Norge ifølge analysen behov for at investere 500 mia. kr. om året i eldistributionsnet frem mod 2050, hvor EU – senest – skal være en klimaneutral region. 

Investeringssummen kan mindskes til 410 mia. kr./år, hvis de europæiske elnetselskaber får smidigere rammer at operere under.  

– Tallene ser astronomiske ud og gælder udelukkende for eldistributionsnettene. Jeg synes imidlertid, at det er interessant, at det kan lade sige gøre at reducere investeringsbehovet med knap 20 procent, hvis elnetselskaberne får bedre muligheder for at arbejde med mere fremadskuende netudbygningsstrategier, optimeret udnyttelse af aktiver og netvenlige fleksibilitets-værktøjer, siger Mette Rose Skaksen.

Det er interessant, at det kan lade sige gøre at reducere investeringsbehovet med knap 20 procent, hvis elnetselskaberne får bedre muligheder for at arbejde med mere fremadskuende netudbygningsstrategier, optimeret udnyttelse af aktiver og netvenlige fleksibilitets-værktøjer.
Mette Rose Skakse, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark

Mere elnet til hele Europa 

Analysen fra Eurelectric er offentliggjort under valgkampen om 720 pladser til Europa-Parlamentet, hvor klima er ét af de emner, der drøftes. EU har et mål om 70 procent færre udledninger af drivhusgasser i 2030, hvilket bl.a. bakkes op af VE-mål og ambitioner om elektrificering bl.a. af persontransporten. 

Investeringer i de europæiske eldistributionsnet er en forudsætning for den grønne omstilling, men borgerne og samfundet får også andre fordele. Ved at gå fra forbrænding af fossil energi til brug af elektricitet får de fleste husholdninger lavere samlede energiregninger. For eksempel ligger der en indbygget forbedring af energieffektiviteten ved at erstatte benzin/diesel i køretøjer med grøn strøm. 

– Elektrificering øger energieffektiviteten, skaber nye jobs og mindsker Europas afhængighed af import af kul, olie og naturgas, siger Mette Rose Skaksen og peger med Eurelectric som kilde på, at EU i 2023 brugte 3.363 mia. kr. på at importere kul, olie og naturgas. 

– Set i det lys, er investeringerne i elnet overkommelige – og uhyre fornuftige, siger hun.

Reguleringen skal på plads

’Grids for Speed’-analysen understreger, at for at komme i mål med de nødvendige investeringer skal de regulatoriske forudsætninger, som elnetselskaberne er underlagt, justeres, så barrierer for netselskabernes investeringer fjernes. 

Eurelectric anbefaler, at politikere og myndigheder i de enkelte europæiske lande skal:

  • give regulatorisk sikkerhed om de fremadrettede rammer og en attraktiv risiko-/afkastprofil på investeringer. 
  • forbedre de regulatoriske processer, så investeringsbeslutninger kan tages hurtigere og på et transparent og objektivt grundlag i tillid til, at reguleringen understøtter beslutningerne.
  • sikre, at den tidsmæssige forskydning fra, hvornår netselskaberne investerer, og hvornår omkostningerne dækkes, minimeres.

Endelig nævner ’Grids for Speed’, at der på tværs af forsyningskæder er udfordringer udenfor netselskabernes kontrol. Udfordringerne risikerer at forsinke den nødvendige netudbygning, hvis de ikke adresseres. Det gælder både i forhold til råmaterialer, fremstilling af komponenter, regler om offentlige indkøbsprocesser, tilladelsesprocesser og adgang til den rigtige arbejdskraft.

Danmark er i fuld gang

Også for Danmark dokumenterer ’Grids for Speed’ et massivt investeringsbehov. 

– Analysen peger entydigt i samme retning som Green Power Denmarks egne analyser, der viser et betydeligt fremadrettet behov for investeringer i det danske eldistributionsnet for at understøtte den grønne omstilling, siger Mette Rose Skaksen.

Danske netselskaber er godt i gang med at udbygge elnettet, og Folketingets partier anerkendte med elsemesteraftalen fra 2021, at de regulatoriske rammer skal justeres. Her venter Cerius-Radius og de øvrige netselskaber på den endelige udformning af lovgivningen:

– Det er selvfølgeligt afgørende, at vi har en vis sikkerhed for vores meget langsigtede investeringer. Der er en risiko for, at usikkerhed om reguleringen får netselskaberne til at holde igen, men lige nu investerer vi i tiltro til, at vi får nogle robuste og langsigtede rammer, for det er dét, samfundet har behov for, siger Jens Fossar Madsen.

Flere til at betale

Ved at investere intelligent kan elnetselskaberne i Europa spare milliarder af kroner på transformerstationer og kabler. Det gælder også i Danmark, hvor omstillingen understøttes af fleksibelt forbrug bl.a. i forbindelse med opladning af elbiler.

– De danske elnetselskaber har i mange år været førende i at udvikle elnettariffer, som aktiverer forbrugernes fleksibilitet og dermed mindsker de nødvendige investeringer, påpeger Mette Rose Skaksen med tanke på Tarifmodel 3.0, hvor tarifferne varierer over dagen. 

De tidsdifferentierede tariffer betyder, at netkunderne flytter forbruget væk fra de tidspunkter, hvor elnettet er mest belastet. På den måde hjælper kunderne elnetselskaberne med at mindske behovet for udvidelse af elnettet – i Danmark og i de europæiske lande, der vælger samme virkemiddel.

Hvad betyder udbygningen for kunderne? Jens Fossar Madsen har et positivt bud på deres vegne:

– Netselskaberne investerer meget mere end tidligere, men der kommer også mange flere kWh at dele disse omkostninger ud på, og vores investeringer afskrives over mange år. Min forventning er, at elektrificeringen af Europa vil medføre lavere snarere end højere nettariffer, siger Jens Fossar Madsen.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?