Sikkerhed

Vi skal vriste os endegyldigt fri af russernes greb om energiforsyningen

Efter to år med fuldtonet krig i Ukraine står landene i Europa i stigende grad sammen om at yde militær og civil støtte til det krigsramte land. Men Ukraines og Europas fremtidige sikkerhed afhænger også af, at vi formår at vriste os endegyldigt fri af russernes greb om energiforsyningen, mener Anders Fogh Rasmussen, formand for Rasmussen Global og Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Ukrainsk flag med vindmøller

Arkivfoto: Pond5

Vi skal vriste os endegyldigt fri af russernes greb om energiforsyningen

Ruslands eksport af olie og naturgas til Europa er faldet markant de seneste to år. Men Rusland tjener fortsat mange milliarder euro om året på at forsyne lande som Tyskland, Holland, Italien og Ungarn med energi.

Det rummer en dobbelt udfordring, mener Anders Fogh Rasmussen, formand for Rasmussen Global. De europæiske energiforbrugere er med til at finansiere den russiske krigsmaskine, og nogle borgere er fortsat sårbare, hvis russerne vælger at lukke helt for forsyningen af olie og gas.

Anders Fogh Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen, stifter af Rasmussen Global samt tidligere generalsekretær i NATO og dansk statsminister. Foto: Rasmussen Global

- De europæiske ledere er ved at få øjnene op for, at Rusland udgør en alvorlig militær trussel mod Europa. Putins stormagtsdrømme vil få ham til at fortsætte, hvis ikke vi stopper ham i Ukraine.  Det er på høje tid, at Europa kommer i gang med at forberede sig militært, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Men vi skal også vriste os fri af den russiske energi. Det bliver afgørende for Europas sikkerhed og russernes evne til at fortsætte deres krig i Ukraine, siger han.

EU-Kommissionen har for et par uger siden foreslået, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 90 procent i 2040. Det er et ambitiøst mål, som vil kræve en næsten fuldstændig grøn omstilling af den europæiske energisektor, transportsektor og industri.

Kommissionens blik er først og fremmest på klimaet. Hvis vi ser energiforsyningen i et sikkerhedspolitisk perspektiv, skal store dele af omstillingen ske i de kommende 5-10 år – og ikke om femten år, mener Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

- Vi skal se på energiforsyningen med samme alvor, som vi er begyndt at se på den militære trussel. Der er brug for hurtige beslutninger og massive investeringer i grøn energi. Det er et vanvittigt paradoks, at Putin bruger de penge, som vi betaler ham for olie og gas, til at bygge kampvogne og missiler, som han bruger til at overfalde ukrainerne og true resten af Europa med, siger Kristian Jensen.

Nyheder direkte i din indbakke?