Detailmarked

Antallet af elleverandører stiger eksplosivt

Siden 2013 er der kommet næsten dobbelt så mange elleverandører på markedet, viser en opgørelse fra Green Power Denmark. Den grønne erhvervsorganisation glæder sig over den stigende konkurrence og er på vej med anbefalinger, der skal sikre høj forbrugersikkerhed og sund konkurrence.

Frit elmarked

Foto: Thomas Steen Sørensen/Green Power Denmark

Antallet af elleverandører i Danmark er eksploderet. Ved udgangen af 2013 var der 44 elleverandører, mens tallet næsten er fordoblet til 84 i juli i år. Det viser en opgørelse, som Green Power Denmark har lavet på baggrund af tal fra Energinet. 

- Det er som udgangspunkt positivt med mange elleverandører, da det skaber en stærk konkurrence på markedet til gavn for kunderne. Det er på grund af konkurrencen, at elkunderne har mange produkter at vælge imellem, og virksomhedernes indtjening pr. kunde er lav, siger Martin Dam Wied, afdelingschef for elmarked i Green Power Denmark.

Der er især kommet flere elleverandører til i perioden efter 2020. Der er ifølge Martin Dam Wied ikke nogen entydig forklaring på stigningen, men det kan hænge sammen med, at det offentlige fokus på forbrug af strøm blev større, i takt med at energipriserne steg i kølvandet på energikrisen og krigen i Ukraine. 

Det er rigtig godt, at danskerne er blevet mere interesseret i, hvad der står på deres elregning, og hvem der leverer strøm til dem. Det holder virksomhederne på tæerne og sikrer forbrugervenlige produkter og priser.
Martin Dam Wied, afdelingschef for elmarked i Green Power Denmark 

- Det er rigtig godt, at danskerne er blevet mere interesseret i, hvad der står på deres elregning, og hvem der leverer strøm til dem. Det holder virksomhederne på tæerne og sikrer forbrugervenlige produkter og priser, siger Martin Dam Wied. 

Nye tiltag skal spænde ben for snydere

De seneste år har dog også budt på sager, hvor Forbrugerombudsmanden har grebet ind over for nogle elleverandører blandt andet for brud på god markedsføring.

- Vi ser enkelte useriøse aktører komme ind på markedet. Aktører som kun er ude efter hurtige penge og snyder kunderne. Der er eksempler på, at folkene bag har mange selskaber med forskellige navne. Det er et problem, og den slags lykkeriddere skal vi slå hårdt ned på, siger Martin Dam Wied. 

For at styrke forbrugersikkerheden arbejder Green Power Denmark i øjeblikket på tiltag, som kan spænde ben for de lykkeriddere, der snyder kunderne. Nogle af de værktøjer, man kan bruge, er at øge straffen for ulovlig markedsføring og skærpe betingelserne for at komme ind på markedet. 

- Vi skal slå hårdt ned på de få, der bryder loven og ødelægger det for de mange virksomheder, der gør et godt stykke arbejde. Det kan vi ikke acceptere – overhovedet. Men vi skal passe på med at sætte tiltag i værk, der skader den sunde konkurrence og gør det helt umuligt at komme ind på markedet. Det gavner ikke forbrugerne, siger Martin Dam Wied og uddyber: 

- Vi vil gerne have nye aktører ind. Det skærper konkurrencen. Men det skal være en konkurrence, der bygger på, at man vil levere et godt produkt til forbrugerne.

Green Power Denmark vil præsentere tiltagene i løbet af efteråret. 

Nyheder direkte i din indbakke?

Kontakt

Martin Dam Wied

Martin Dam Wied

Afdelingschef, Termisk og handel
27 50 36 71