VISUALISERING AF DATA

Klima-kommune skaber virtuel kopi af sit lokale energisystem

Visualisering af data om energisystemer på energikortet.dk kan skabe dybere folkelig forståelse for og opbakning til den grønne omstilling. Energikortet kan bruges af Ringkøbing-Skjern Kommune og landets øvrige 97 kommuner til vidensopbygning blandt borgere, politikere, embedsmænd og andre. Børn og voksne kan lege og lære i en populær version midt i oplevelsesparken Naturkraft.

Oplevelsesparken Naturkraft ved Ringkøbing

Oplevelsesparken Naturkraft ved Ringkøbing formidler data fra energikortet til børnefamilier, skoleklasser og andre gæster. Foto: Naturkraft

Med nogle få klik på www.energikortet.dk kan alle interesserede – uden at besøge Vestjylland rent fysisk – ved selvsyn konstatere, at der i Ringkøbing-Skjern Kommune er opstillet rigtig mange vindmøller, og at de understøttes af et elnet med ganske mange transformerstationer, kilometervis af kabler og vildt mange kabelskabe.

På energikortet visualiseres den grønne omstilling i Ringkøbing-Skjern Kommune med forbrugs- og produktionsdata fra bl.a. det lokale energiselskab RAH om, hvor der er kraftværker, vindmølleparker, solceller, transformerstationer, kabler og kabelskabe. Kommunens fjernvarmenet er registeret, og der er dialog med værkerne om levering af produktions- og forbrugsdata. Aktuelt visualiseres data fra energikortet på oplevelsescentret Naturkraft.

Adm. direktør Jacob Møller fra RAH er helt klar på vigtigheden af at bringe data i spil:

– Det er helt afgørende. Den grønne omstilling bliver alt for dyr og lykkes måske slet ikke uden digitalisering. Naturligvis bakker RAH op, når en energi-kommune som Ringkøbing-Skjern Kommune og Naturkraft tager den slags initiativer, fastslår Jacob Møller, der sidder i kommunens Klimaråd.

Nyttig til strategisk energiplanlægning

Baggrunden for energikortet er en over ti år lang historie, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune har involveret forskere fra universiteterne i Aalborg og Aarhus plus DTU samt workshops med bl.a. Vestas og RAH.

Specialkonsulent Henning Donslund fra Klimasekretariatet i Ringkøbing-Skjern Kommune fortæller, at det har været et længe næret ønske at visualisere kommunens energisystem bl.a. for at kunne lave strategisk energiplanlægning som led i kommunens klimaindsats.

– Ringkøbing-Skjern Kommune blev selvforsynende med elektricitet i 2013 og har et mål om at være selvforsynende med energi inklusive el, varme og transport, hvilket vi bliver i 2024. Data kan skabe overblik og synlighed, så vi kan komme videre bl.a. med sektorkobling mellem elektricitet og varme og transport, siger Henning Donslund.

Det store gennembrud for energikortet.dk kom, da Center Denmark, der er sat i verden med fokus på udnyttelse af data, for et par år siden meldte sig som samarbejdspartner. Center Denmark binder nu el-data i tæt på realtid sammen med diverse grunddata. Direktør Søren Skov Bording fra Center Danmark glæder sig over de visualiseringsmuligheder, der er:  

– I perioder eksporterer kommunen ret meget elektricitet til resten af landet, men i andre perioder – når det er vindstille – importerer familier og virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune elektricitet. Den dynamik er spændende at dykke ned i, siger Søren Skov Bording fra Center Denmark, der også er begyndt at lægge data fra Esbjerg, Fredericia og Sønderborg i energikortet.

Jacob Møller fra RAH roser Center Denmark for at have lavet et flot stykke arbejde:

– Visualiseringen er med til at demokratisere energidagsordenen og gøre det nemmere at få flere til at deltage i drøftelserne om tilrettelæggelsen af fremtidens energisystem. Forhåbentlig vil flere engagere sig på baggrund af bedre forståelse, siger RAH-direktøren.

Oplevelser på Naturkraft

Ved at besøge Vestjylland rent fysisk kan interesserede besigtige vindmøller og andet teknisk isenkram fx ved Sdr. Bork i syd, Hvide Sande i vest, Nr. Vium i øst og Vedersø i nord. Solcelleparker er der også – og flere er på vej. Danmarks klimakommune nr. 1 (kåret af Green Power Denmark) har netop vedtaget en lokalplan, så GoGreenEnergy kan opføre en park, Gestenge, på knap 200 MW i trekanten mellem Lem, Dejbjerg og Stauning.

Som alternativ til at køre rundt i landskabet kan man gå på opdagelse i oplevelsesparken Naturkraft ved Ringkøbing. Her bliver nogle af de data, der ligger på energikortet, formidlet til glæde for børnefamilier, skoleklasser og andre gæster.

Naturkraft har i efteråret i samarbejde med Center Denmark, Ringkøbing-Skjern Kommune og firmaet No Parking på rekordtid opstillet tre interaktive installationer, hvor gæsterne med projektleder Christian Ringskous ord kan ’lege og lære’.

adm. direktør Jacob Møller fra RAH (tv), viceborgmester Søren Elbæk fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der er formand for kommunens Klimaråd, direktør Mette Bjerrum Jensen fra Ringkøbing-Skjern Museum og Naturkraft samt direktør Søren Skov Bording (th) fra Center Denmark.
Oplevelsescentret Naturkraft ved Ringkøbing formidler nu data fra energikortet.dk. En udstilling i udstillingen blev åbnet af adm. direktør Jacob Møller fra RAH (tv), viceborgmester Søren Elbæk fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der er formand for kommunens Klimaråd, direktør Mette Bjerrum Jensen fra Ringkøbing-Skjern Museum og Naturkraft samt direktør Søren Skov Bording (th) fra Center Denmark. Foto: Naturkraft.

– Udstillingen er pinagtig aktuel set i lyset af de høje elpriser, konstaterer Christian Ringskou fra Naturkraft, der drives af Ringkøbing-Skjern Museum. Han melder om ’run på’ i forbindelse med ilddåben i efterårsferien i uge 42.

I den første af de tre installationer, Hjemmet, kan gæsterne styre vind og vejr – og gøre sig klogere på, hvornår det bedst kan betale sig at tænde eksempelvis for vaskemaskinen, og om man kan spille PlayStation med rød, gul eller grøn samvittighed. Børnene og deres forældre kan med ægte data fra Ringkøbing-Skjern Kommune, på dansk, tysk og engelsk, lege sig til viden om klimafornuftig energiadfærd i deres eget hjem.

I den anden installation kan gæsterne gå på opdagelse i rigtige data fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der leverer ti procent af Danmarks vindmøllestrøm, og forsøge at balancere forbrug og produktion.

I den tredje installation kan børn og voksne bygge en vindmøllepark. Undervejs kan gæsterne også få forklaret, at vestjyske vindmøller indimellem står stille (mod betaling), selv om vinden blæser. Det skyldes tyske flaskehalsproblemer i elnettet.

– Jeg er sikker på, at udstillingen kan være med til at stimulere nysgerrigheden og interessen for naturvidenskabelige fag, siger Søren Skov Bording fra Center Denmark – med fuld opbakning fra Jacob Møller:

– Konkret er visualiseringen på Naturkraft både vigtig og interessant. Energikrisen har fået også menigmand til at interessere sig for energi, og sammen med klimadagsordenen er der mange balancer, der afgøres af elnettets og andre energisystemers muligheder for at løse opgaven. At gøre data tilgængelige på en form, hvor det er lettere at forstå sammenhænge og de hensyn, der skal prioriteres mellem, er særdeles nyttigt, siger Jacob Møller.

Solcelleparker som Holmen på 23 MW er hotte i Vestjylland. Ringkøbing-Skjern Kommune har lige givet grønt lys til Gestenge på knap 200 MW i trekanten mellem Lem, Dejbjerg og Stauning. Foto: Naturkraft.
Solcelleparker som Holmen på 23 MW er hotte i Vestjylland. Ringkøbing-Skjern Kommune har lige givet grønt lys til Gestenge på knap 200 MW i trekanten mellem Lem, Dejbjerg og Stauning. Foto: Naturkraft.

Mange interessante målgrupper

Søren Skov Bording glæder sig over, at RAH med fuld respekt for GDPR-regler sætter anonymiserede data i spil til glæde for de familier, der besøger Naturkraft, men der er også mange andre målgrupper, der kan få gavn af at opnå en bredere forståelse for energisystemets kompleksitet og potentialer. Her kan energikortet.dk komme til at spille en stærkere rolle, efterhånden som flere energiselskaber byder sig til, og flere kommuner tager mulighederne til sig.

– Industri/virksomheder er interessante målgrupper både som forbrugere og producenter af energi – fx i forhold til at byde ind med overskudsvarme og fleksibilitet. Også politikere og embedsmænd i kommunerne kan bruge kortet til at få en bedre forståelse for energisystemet og de muligheder for sektorkobling, der kan opstå, siger Søren Skov Bording og peger på, at udviklingen i energibranchen går rivende hurtigt.

Eksempelvis accelererer solcellekapaciteten, der er vokset fra 1.300 MW til over 2.300 MW det seneste års tid. Med megaparker, som den ved Lem, fortsætter den hastige udvikling.

Også kurven for antallet af elbiler har pil op, så 100.000 rene elbiler her i 2022 kan blive til over en million i 2030.

– Opdaterede data er helt afgørende for kommunerne, når de arbejder med strategisk energiplanlægning og klimaplaner. Kommunerne skal have mulighed for at hente friske data hver dag. Aktivering af data er en global dagsorden, så det er relevant for mange at studere energikortet, siger Søren Skov Bording.

tre vindmøller i Hvide Sande har Ringkøbing-Skjern Kommune
Blandt andet takket være tre vindmøller i Hvide Sande har Ringkøbing-Skjern Kommune en selvforsyningsgrad for el på over 150 procent på årsbasis. På timebasis kan selvforsyningsgraden svinge fra negativ til nul til over 650 procent alt afhængig af vind, sol, vejr og forbrug. Foto: Naturkraft.

Danner basis for kloge investeringer

Selv er Ringkøbing-Skjern Kommune i fuld gang med at lære at bruge energikortet som en del af en ambition om at være et energilaboratorium i ’spændingsfeltet mellem mennesker, natur og teknologier’:

– Energikortet skal vise de forskellige sektorers energistrømme og fluktuationer. Det er planen, at det digitale energikort skal bruges til scenarie-modulering og udvikling og danne basis for kloge investeringer på tværs af sektorer, så der skabes balance mellem produktion og forbrug, siger Henning Donslund, der ser data fra fjernvarmeværker, data fra Netselskabet N1 og data for ladeudstyr til elbiler som nogle af de næste naturlige skridt i udviklingen af energikortet.

Udstillingen på Naturkraft er en del af et EU-Interreg-projekt for Nordsølande. Projektet hedder COBEN, der står for ’delivering COmmunity Benefits of civic ENergy’.

Nyheder direkte i din indbakke?