VE PÅ LAND

Siden Ruslands invasion af Ukraine: 102,5 MW vindenergi stoppet i klagenævn

Regeringen har meldt ud, at Danmark skal firdoble produktionen fra vind og sol på land mod 2030. Lovgivningen er dog stadig en alvorlig bremse for at komme igennem med nye vindmølleprojekter. En opgørelse fra Green Power Denmark viser, at 102,5 MW er stoppet i klagenævnene siden krigsudbruddet i Ukraine.

Landvindmøller på en grøn mark

Tre vindmølleprojekter er siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar stoppet i Planklagenævnet eller Miljø-og Fødevareklagenævnet - primært med henvisning til hensynet til natur- og dyreliv.

Bogø Inddæmning med otte vindmøller i Lolland Kommune, Ilbro/Høgsted med seks vindmøller i Hjørring Kommune og Ulkær Mose med 11 vindmøller i Ikast-Brande Kommune. Tre vindprojekter med en samlet kapacitet på 102,5 MW grøn strøm, svarende til elproduktion til 84.500 husstandes årlige forbrug.  De tre vindmølleprojekter er imidlertid siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar stoppet i Planklagenævnet eller Miljø-og Fødevareklagenævnet - primært med henvisning til hensynet til natur- og dyreliv. I samme periode er kun 54,6 MW blevet godkendt til opstilling i Nævnenes Hus.   

– Vi står i en situation, hvor det er mere akut end nogensinde med en ambitiøs grøn omstilling på land. Derfor er det stærkt bekymrende, at lovgivningen fortsat i stor udstrækning blokerer for VE-udbygningen ved at bremse nye vindmølleprojekter. Vi appellerer til, at der snarest muligt sættes handling bag ordene, så grøn omstilling og sikkerhedspolitik også inddrages i klagenævnenes afgørelser, siger Jacob Klivager, afdelingschef i Green Power Denmark.

Kendelser fra Nævnenes Hus siden 24. februar

Stoppede projekter i Nævnenes Hus siden 24. februar 2022   

  • Bogø Inddæmning: 8 møller a 4 MW = 32,0 MW
  • Ilbro/Høgsted: 6 møller a 3,6 MW = 21,0 MW
  • Ulkær Mose:  11 møller a 4,5 MW = 49,5 MW 

Sammenlagt: 102,5 MW

Ikke-stoppede projekter i Nævnenes Hus siden 24. februar 2022 (projekterne realiseres)​​​​​​

  • Nr. Økse Sø: 11 møller a 3,6 MW = 39,6 MW
  • Karstoft Ådal: 3 møller a 5 MW = 15,0 MW

Sammenlagt: 54,6 MW

...

Både/og - ikke enten/eller   

Ifølge Green Power Denmark er der gode muligheder for at forene hensynet til naturinteresser og behovet for øget vindenergi på land.

– Vi bør have fokus på, at beskyttelse af natur- og dyreliv ikke kun skal ses som et isoleret projektområde og i stedet at se på biodiversitet og grøn omstilling i et langt mere sameksisterende perspektiv. Det kan f.eks. være kompenserende foranstaltninger, som etablering af erstatningsnatur såsom vandhuller og beplantning, der kan kompensere for de tabte levesteder, siger Jacob Klivager.

– Ved at se på klima- og naturhensyn som et spørgsmål om både/og i stedet for enten/eller, er der faktisk gode muligheder for, at vi ikke blot opretholder status quo på biodiversitet, men tværtimod forbedrer forholdene for det lokale dyre- og fugleliv omkring den vedvarende energi, påpeger Jacob Klivager.  

Det er tidligere belyst af Wind Denmark (nu Green Power Denmark), hvordan størstedelen af de nye vindmølleprojekter, der siden 2020 er bragt op i klagenævnene, har fået en kendelse imod sig. I perioden fra september 2020 til i dag er således 14 ud af 17 klagesager angående nye vindmølleprojekter helt eller delvist imødekommet i Nævnenes Hus. Det vil sige, at klagenævnet enten har stoppet eller krævet restriktioner i møllernes drift.

Sagt om afgørelserne fra Nævnenes Hus

Afgørelserne fra Nævnenes Hus har vakt ærgrelse – både hos de involverede lokalpolitikere på Lolland og i Hjørring og Ikast-Brande og hos de potentielle VE-opstillere:

– Hvis man ikke kan sætte vindmøller op klos op ad motorvejen, hvor der i forvejen står møller, så er der jo ingen steder, det er muligt. Man vil nok altid finde et dyr, der kan blokere for det. Det er min holdning, at vi skal fortsætte planlægningen i det område.
Søren Smalbro (V), borgmester i Hjørring Kommune, i Nordjyske.dk

– Vi tager naturligvis afgørelsen til efterretning, men det ændrer ikke på min vurdering af, at opstilling af vindmøller ved Bogø er et godt og vigtigt projekt for Lolland og – med det fornyede fokus på grøn omstilling og uafhængighed af russisk gas - for det danske samfund som helhed (…) Det næste skridt bliver at få afklaret, om opstillerne fortsat ønsker at gå videre med projektet. Det håber jeg.
Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune, til Ritzau

– Vindmøllerne ved Ulkær Mose har været undervejs siden 2012. Nu kan det risikere at gå yderligere to-tre år, før der kan udstedes en byggetilladelse. Vi vil derfor gerne advare ret klart: Danmark kan ikke indfri ambitionerne om reduktion af C02-udledninger med det nuværende system. Det går alt for langsomt med den grønne omstilling
Joachim Steenstrup, Head of Public Affairs i Eurowind Energy om Ulkjær Mose i Ikast-Brande Kommune, i Herning Folkeblad

...

Nyheder direkte i din indbakke?