Folkemøde

TV2 sender live fra Klima- & Energiscenen

Er du ikke selv med på Folkemødet, har du alligevel mulighed for at følge med i nogle af de væsentligste debatter om klima og grøn omstilling, når TV2 Bornholm hver dag sender live fra Klima- & Energiscenen kl. 13.30.

Godt besøgt åbning af Klima- og Energiscenen på Folkemødet 2022

Klima- og Energiscenen var godt besøgt også i 2022. Foto: Peter Alexandersen.

Hver dag klokken 13.30 sætter TV2 Bornholm fokus på klima og energi under dette års udgave af Folkemødet. Det sker på Klima- og Energiscenen, hvor TV2 Bornholm i samarbejde med Green Power Denmark og Energinet samt de øvrige partnere på scenen inviterer til topdebatter med prominente aktører på klima-, energi- og det sikkerhedspolitiske område. 

TV2 Bornholm er glade for at kunne samarbejde med Green Power Denmark og Energinet om tre debatter fra energiscenen. Det er vigtigt for os som Tv-station at komme ud på Folkemødet og fortælle, hvad det egentlig er, der sker. Klima- & Energiscenen er desuden rigtig flot, og det kommer derfor til at se godt ud i TV, siger Jan Jørgensen, direktør for TV2 Bornholm.

Også i Green Power Denmark er der tilfredshed med at sende live fra Klima- & Energiscenen.

- Vi glæder os over at kunne bringe aktuelle debatter om klima, grøn omstilling og sikkerhed ud til endnu flere gennem vores samarbejde med TV2 Bornholm. Partnerskabet med TV2 betyder, at man kan se med både live og on demand efterfølgende, siger Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for kommunikation og public affairs i Green Power Denmark. 

Daglig livesending 

Torsdag klokken 13.30 gennemføres en debat om klima, energi og grøn omstilling. Hvor langt vil politikerne gå for at nå i mål med den grønne omstilling af energien? Og er der nogen, der vil træde på bremsen? Det er en topdebat om klima og energi med klimaordførere på Folkemødet. 

Med i debatten er Signe Munk, klimaordfører for SF, Lea Wermelin, klimaordfører for Socialdemokratiet, Pernille Vermund fra Liberal Alliance samt direktør for Rådet for Grøn Omstilling Bjarke Møller og adm. direktør i Green Power Denmark, Kristian Jensen.

Fredag klokken 13.30 skal det handle om, at energipolitik også er blevet sikkerhedspolitik. De seneste års hændelser med sabotage på rørledninger, cyberangreb og russisk overvågning af kabler og vindmøller har for alvor skabt opmærksomhed omkring risikoen for angreb på vores kritiske infrastruktur. Med andre ord er energipolitik nu i den storpolitiske konfliktzone. Men er vi rustet til at håndtere det?  

Med i debatten er tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod, direktør i Green Power Denmark, Kristian Jensen, strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted, Ingrid Reumert, cybersikkerhedsrådgiver i Norlys, Ken Bonefeld Nielsen, og selvstændig konsulent Gitte Lillelund Bech, der også er tidligere forsvarsminister og tidligere direktør i både Dansk Erhverv og Danske Havne.

Lørdag klokken 13.30 handler det om prisen for den grønne omstilling. For hvad får naboer til energianlæg, som vindmøller, solceller eller et landanlæg til en energiø egentlig ud af at være naboer? Den grønne omstilling bliver sat under pres af naboer og lokalsamfund, som mener, de betaler prisen for en grøn omstilling – uden at de får noget for det. Men hvad skal det koste? 

Med i debatten er Socialdemokratiets klimaordfører Lea Wermelin, borgmester Jacob Trøst (K), Bornholm, borgmester i Odder Lone Jacobi (S), Steffen Damsgaard, fmd. Landdistrikternes Fællesråd, og Line Mørkegaard, der er nabo til en solcellepark i Haslev.

De tre debatter tager 50 minutter og styres af TV2-vært Karin Aaen. Debatterne er arrangeret i samarbejde mellem Green Power Denmark og Energinet. TV 2 Bornholm har det redaktionelle ansvar og fuld redaktionel frihed over indholdet.

Se med fra Klima- og Energiscenen her

Du kan se med live på TV2 Play eller på www.tv2bornholm.dk/live. Endelig er det muligt at tilgå debatterne på bagkant på www.play.tv2bornholm.dk. Debatterne sendes også live på TV2 Bornholm. 

Nyheder direkte i din indbakke?