MORGENDAGENS ENERGISYSTEM

Varmt vand fra Jordens indre skal gøre fjernvarmen endnu grønnere

I 2030 skal op til 20 procent af Aarhus Kommunes fjernvarme bestå af varmt vand pumpet op fra undergrunden. 'I en nær fremtid, hvor vi bliver mere afhængige af strøm fra vedvarende energikilder, er det en stor fordel, at geotermisk varme er til rådighed hele tiden,' siger Lasse Sørensen fra forsyningsselskabet Kredsløb.

speciallastbiler undersøger undergrunden i Aarhus ifm geotermiprojekt

Fire speciallastbiler er i gang med en seismologisk kortlægning af en 25 kilometer lang strækning i Aarhus Kommune. Foto: Innargi

Mandag den 1. maj indledte fire speciallastbiler fra selskabet Innargi en seismologisk kortlægning af en 25 kilometer lang strækning i Aarhus. Formålet er at indhente viden om undergrundens sammensætning, og hvor dybt det varme vand ligger. Det skal give selskabets geologer og ingeniører de bedste betingelser til at bygge Europas største geotermiske fjernvarmeanlæg, der forventes færdigt i 2030.

– Geotermi er i bund og grund for varme, hvad vind er for strøm. En vedvarende kilde til grøn varme. Hvis vi skal være sikre på at udnytte geotermiens potentiale bedst muligt i Aarhus, så skal vi kende undergrunden. Det er derfor, vi gennemfører den her kortlægning, forklarer Samir Abboud, adm. direktør i en pressemeddelelse fra Innargi, der er ejet af ATP, andelsselskabet NRGI og A.P. Møller Holding, der har over 50 års erfaring med at bore i Nordsøen. 

Det geotermiske anlæg i Aarhus Kommune vil bestå af syv faciliteter ved blandt andet Skejby og Aarhus Havn. Brønde boret 1.000 til 2.500 meter ned i undergrunden skal levere vand til varme i fjernvarmen. Samlet har anlægget potentiale til at dække 20 procent af fjernvarmebehovet i Aarhus Kommune svarende til 36.000 husstandes årlige varmeforbrug.

Geotermi er i bund og grund for varme, hvad vind er for strøm. En vedvarende kilde til grøn varme.
Samir Abboud, adm. direktør, Innargi

En varmekilde lige under vores fødder

Morgendagens energisystem

Green Power Denmark stiller i en artikelserie skarpt på Morgendagens Energisystem, hvor vi fortæller om de løsninger, koncepter og teknologier, som vi skal have udbredt for at omstille vores energisystem.

...

Mens Innargi står for at udføre boringerne og etablere geotermianlægget, er det forsyningsselskabet Kredsløb, der skal sørge for, at det 40-80 graders varme vand pumpes op fra undergrunden og sendes ud i fjernvarmesystemet til forbrugerne i Aarhus Kommune via varmevekslere og varmepumper.

– Varmekilden er lokal, vedvarende og ligger lige under vores fødder. Det er samtidig et energianlæg, der er velegnet til at indpasse i en by, hvor mange funktioner konkurrerer om de samme arealer. Med geotermisk fjernvarme får vi en stabil, effektiv og grøn, lokal energikilde, der gør det muligt at reducere brug af biomasse og fortsat levere konkurrencedygtige varmepriser i fremtiden, siger Kredsløbs chef for forretningsudvikling, Lasse Sørensen.

Kredsløb forventer at reducere brugen af træpiller markant, når 20 procent af forsyningen skal dækkes af geotermi. 

– I en nær fremtid, hvor vi bliver mere afhængige vedvarende energikilder, er det også en fordel, at geotermisk varme fra Jordens indre er til rådighed hele tiden, fordi teknologien ikke påvirkes af vejret, årstiderne eller døgnets rytme - i modsætning til andre vedvarende energikilder som f.eks. sol og vind, siger Lasse Sørensen.  

Marc Roar Hintze, adm.dir., Assens Fjernvarme
VEDVARENDE KRAFTVARME

Assens Fjernvarme har i over 40 år investeret i grønne løsninger, og det har vist sig at være en ganske god forretning. I dag er...

Innargi tager risikoen

Det første geotermiske anlæg ved Skejby forventes allerede klar til drift i 2025, og aftalen mellem Kredsløb og Innargi betyder, at aarhusianerne er sikret imod ekstraregninger, hvis boringerne eller etableringen af geotermianlægget bliver dyrere end forventet.

– Vi har allieret os med en stærk spiller i form af Innargi, der har mange års ekspertise i at udnytte ressourcer i undergrunden, der på de fleste områder ligner det, vi står over for her. Desuden har vi lavet en aftale, der gør, at vi i Kredsløb ikke påtager os risikoen, hvis potentialet i undergrunden mod forventning ikke skulle vise sig at være så stort som først antaget. Derimod er det Innargi, der bærer investeringen og risikoen. Det sagt, tror vi selvfølgelig på, at der er et stort potentiale, forklarer Lasse Sørensen.

Foruden Aarhus kortlægger Innargi også undergrunden for det geotermiske potentiale i København og Holbæk. I Aarhus forventes de seismologiske undersøgelser at være færdig den 10. maj, hvor de fire speciallastbiler er færdige med at undersøge den 25 km lange rute.

Hvad er geotermi?

  • Et par kilometer under jordoverfladen flyder varmt vand i hulrum mellem porøse sandssten. Vandet ophedes af den varme, der strømmer fra Jordens indre.
  • Under store dele af Danmark – bl.a. under Aarhus – flyder vandet frit imellem disse hulrum og skaber enorme reservoirer af varmt vand, der kan pumpes op af undergrundet og bruges som vedvarende energikilder.  Det afkølede vand fra undergrunden pumpes direkte tilbage i samme dybde,
  • Denne form for vedvarende energi kaldes geotermi. Hvor vindmøller og solceller er afhængige af vejret, så er varmt vand i undergrunden en vedvarende energikilde, der kan bruges hver dag året rundt.
Kilde: kredsløb.dk
Kraftvarmeværket i Rønne
MORGENDAGENS ENERGISYSTEM

Flydende salt, bilbatterier og svinghjul skal tjene som energilagre, der kan nedbringe forbruget af brændsler og give stabilitet til et...

Nyheder direkte i din indbakke?