Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Grønt lys til Danmarks hidtil største folkeejede vindmølle

Den 9,5 MW Vestas-mølle med en totalhøjde på 217 meter skal stå på Thyborøn Sydhavn og vil blive Thyborøns sjette folkeejede vindmølle. "I Lemvig Kommune har vi masser af vind og vi ved, hvordan vi får en god forretning ud af at producere vindenergi,” siger projektleder Jens Jørgen Birch. Politikerne planlægger som noget nyt at øremærke andele til tilflyttere.

Det er politikerne i teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune, der har sat gang i arbejdet med etableringen af en ny kommerciel og folkeejet vindmølle på Thyborøn Sydhavn. En 9,5 MW Vestas-mølle, der for tiden står på Østerild Testcenter og kan producere cirka 45.000 MWh, svarende til 10.250 husstandes elforbrug på årsbasis.

”Vi synes, det er et godt projekt, og der er god opbakning til det lokale ejerskab," udtaler Bent Graversen, der er næstformand i udvalget til Lemvig Folkebladet.

Vindmølleprojektet er startet af Thyborøn-Harboøre Vindmøllelaug og projektleder er Jens Jørgen Birch, som er foregangsmand for de folkeejede møller i Nissum Bredning og en folkeejet Siemens Gamesa 7 MW vindmølle på Thyborøn Sydhavn, hvor 25.500 af de 34.000 andele blev solgt til borgere i Lemvig Kommune. De resterende 8.500 andele blev solgt til det lokale elselskab Jysk Energi.

Det er selvfølgelig et projektudkast, men det skal nok blive til noget. I Lemvig Kommune har vi masser af vind og vi ved, hvordan vi får en god forretning ud af at producere vindenergi,” siger Jens Jørgen Birch.

Han oplyser, at Lemvig-borgernes interesse for Siemens-møllen var så stor, at der var købere til omkring 75.000 andele. Han forventer, at omkring 33.000 andele i den nye Vestas-mølle vil blive udbudt i fri handel til borgerne i Lemvig Kommune. 

”Finansieringen er endnu ikke beregnet, men der var en kæmpe interesse for Siemens-møllen blandt borgerne i Lemvig Kommune, og vi forventer, at interessen bliver mindst lige så stor med den nye Vestas-mølle,” siger Jens Jørgen Birch.

Folkeejede vindmøller i Thyborøn

De eksisterende vindmøller i Nissum Bredning og på Thyborøn Sydhavn er 7 MW møller med en totalhøjde på knap 200 meter. Vindmøllerne ved Nissum Bredning kan alene, når det blæser mest, producerer grøn strøm til ca. 35.000 husstande på årsbasis. Jysk Energi ejer 45 procent af møllerne ved Nissum Bredning, mens resten ejes af det lokale vindmøllelaug med 1400 interessenter, der alle bor i Lemvig Kommune. Læse mere om vindmøllerne ved Nissum Bredning og deres el-produktion på Nissum Bredning - Vind i skolen.

Ingen nævneværdige naboprotester  

Som noget nyt er det aftalt med kommunen, at der afsættes en pulje med andele til tilflyttere. Dermed bliver Lemvig Kommune det første sted i landet, hvor en vindmølle på den måde skal være med til at skabe bosætning.

"Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at du bare kan flytte til kommune og gøre en god forretning, fordi du kan kalde dig tilflytter. Vi samararbejder i øjeblikket med kommunen om en plan, så også de nuværende borgere kan se sig selv i projektet," siger Jens Jørgen Birch.    

Nu bliver næste skridt, at Lemvig kommune ændrer kommuneplan, lokalplanen og udarbejder en miljøvurdering. De skal indgå i en offentlig høring, før den kan godkendes og en eventuel byggetilladelse udstedes. Jens Jørgen Brinch forventer ikke, at der vil være nogle nævneværdige indsigelser imod den sjette vindmølle, der placeres i længere afstand fra Thyborøn By.

”Vi forventer, at vindmøllen kan blive klar til at blive sat op i 2023, men til den tid har politikerne varslet nye tilslutningsafgifter, der kan rende op i en million kroner per MW. Det ville være en hæmsko for hele projektet, så vi håber da, at Wind Denmark og andre gode kræfter kan overbevise politikerne om, at det skal ændres i en fart,” slutter Jens Jørgen Birch. 

Pressemeddelelse

Udbygningen med landvind i Danmark vil stoppe i løbet af 2022 og været helt gået i stå i 2023. Det viser en opgørelse over salget af...

Nyheder direkte i din indbakke?