5 skarpe om landbrug og CO2

I dag kommer 37% af samtlige ikke-energirelaterede udledninger af drivhusgasser fra landbruget. Uden yderligere tiltag vil landbruget fylde ca. halvdelen (46%) af samtlige udledninger i 2030. Til sammenligning vil produktionen af el og fjernvarme i 2030 fylde mindre end 0,5% af Danmarks samlede udledninger.

Hvis Danmark skal nå vores klimaambitioner, både i 2030 og på længere sigt, skal der ske noget på landbrugsområdet.  Her mener Green Power Denmark, at CO2-afgifter kan spille en yderst vigtig rolle.

CO2-afgiften er med til at sikre, at prisen for den grønne omstilling holdes nede. Men samtidigt er det afgørende, at det samlede afgiftssystem indrettes på en måde som også fremmer udviklingen af nye teknologier, fx pyrolyse, som kan være med at omstille dansk landbrug og potentielt også hjælpe med omstillingen af globalt landbrug.

I 2022 kom Ekspertgruppen for en grøn skattereform, også kendt som Svarer-udvalget opkaldt efter formanden Michael Svarer, med deres første rapport med anbefalinger til en mere ensartet CO2-afgift. Her var fokus på energirelaterede udledninger, fx industri, elproduktion, søtransport og indenrigsfly. Anbefalingerne mundede ud i en efterfølgende politisk aftale om en CO2-afgift på 750 kr./ton for ikke-kvoteområdet, 375 kr./ton for kvoteområdet og 125 kr./ton for udledninger fra mineralogiske processer.

I dag kom så den endelige rapport fra Svarer-udvalget. Her er udvalgets fokus alene på landbrugets ikke- energirelaterede processer. Det vil sige udledningerne fra husdyr, gødning og lavbundsjorde.

1. Tre afgiftsmodeller med forskellige hensyn

Udvalget havde til opgave at komme med forslag til en samlet CO2-afgift som tog udgangspunkt i klimalovens guidende principper, herunder hensyn til samfundsøkonomisk omkostningseffektiv omstilling, klimalækage, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles. Det har udvalget ikke vurderet, kunne rummes i en samlet model.

Derfor kom de i dag med forslag til tre afgiftsmodeller, som i forskellig grad vægter de forskellige hensyn, særligt balancen mellem at levere en samfundsøkonomisk billigst mulig grøn omstilling og hensynet til at bevare de eksisterende erhvervsstrukturer, og samtidig begrænse risikoen for klimamæssig lækage, hvor udledninger blot flytter til udlandet.  

I model ét ligger CO2-afgiften på 750 kr./ton på tværs af alle udledninger. Denne model leverer samfundsøkonomisk langt de billigste reduktioner (150 kr./ton). Omvendt vurderes halvdelen af CO2-reduktionerne at komme fra produktionsnedgang i nuværende erhverv (med risiko for konkurser).

I model to gives der et bundfradrag på 50%, hvilket gør at den effektive afgiftssats bliver 375 kr./ton. Det resulterer i, at omkostningen for CO2-reduktionerne stiger, så omkostningen pr. ton CO2 lander på 250 kr. (CO2-skyggeprisen). Omvendt falder den andel af CO2-reduktioner, som kommer fra produktionsnedgang i nuværende erhverv til en tredjedel. Derudover gives der tilskud til negative udledninger fra pyrolyse til lagring af biokul.

I model tre arbejdes der med flere afgiftsniveauer, hvor den effektive CO2-afigft på husdyrs udledninger ligger på 125 kr./ton, mens udledninger fra gødning får en effektiv CO2-afigft på 375 kr./ton.  Her ender den samfundsøkonomiske omkostning pr. reduceret ton på 475 kr./ton. Mens andelen af knap en fjerdedel af reduktionerne kommer fra nedgang i eksisterende erhverv. Samtidigt øges det samlede tilskud til negative udledninger fra pyrolyse til lagring af biokul.

Derudover er der en række fællestræk ved modellerne. I alle tre gives der tilskud til skovrejsning og vådlægning af lavbundsjorde, hvor lavbundsjorde også får en CO2-afgift på 10 kr./ton. Endelig ensrettes afgiften for F-gasser. 

2. Hvorfor skal landbruget overhovedet have en CO2-afgift?

Dybest set handler CO2-afgiften om at minimere samfundets samlede regning for den grønne omstilling. Når store dele af samfundet får en afgift for at udlede CO₂, som er nogenlunde ens, er ideen, at aktørerne selv finder ud af, om de kan reducere deres udledninger ved at investere i nye anlæg, skifte input i deres produktion, eller om de skal reducere deres CO2-udledende aktivitet og finde noget andet at lave. På denne måde sikrer en CO2-afgift, at samfundet så at sige selv finder ud at levere en bestemt mængde CO2-reduktioner (fx til klimamålets 70%) på den billigste måde.

Svarer-udvalget har også undersøgt, om det ville være mere hensigtsmæssigt at lægge CO2-afgiften på forbrugerne igennem forbrugsafgifter i stedet for på selve landbrugets udledninger. Et argument for at gå denne vej er, at det ville ligestille danske landbrugsprodukter med udenlandske, så man dermed undgik, at danskerne undgik danske produktioner pga. afgiften til fordel for de udenlandske.

Denne vej anbefaler udvalget imidlertid ikke. Det skyldes dels, at dansk landbrug er et stort eksporterhverv og producerer langt mere end det danske forbrug. En forbrugsafgift ville derfor kun omfatte en del af landbrugets udledninger og dermed have begrænset effekt på den grønne omstilling af landbruget.

3. Hvor meget skal landbruget levere?

Udgangspunktet for Svarer-udvalget har været, at de tre modeller som minimum skulle levere 2,5 mio. ton CO2-reduktioner i 2030, hvilket blev vurderet som værende landbrugets nødvendige bidrag for at nå 70%-målet. De tre modeller vurderes at levere mellem 3,2 mio. ton (model 1) og 2,6 mio. ton (model 3).

Udover 70%-målet har Danmark også to andre klimamål, som CO2-afgiften skal være med til at opfylde. Dels er Danmark forpligtet over for EU via den såkaldte byrdefordelingsaftale, hvor lande skal reducere udledninger uden for EU's kvotesystem. Og dels LULUCF-forordningen, hvor Danmark skal reducere udledninger fra skov og dyrkning af landbrugsarealer. De tre modeller leverer stort set på alle tre klimamål. Dog leverer Model 3 ikke tilstrækkeligt på LULUCF-forordningen.

4. Hvordan skal landbruget levere CO₂-reduktionerne?

I model 1 kommer halvdelen af CO2-reduktionerne fra nedgang i produktionen i nuværende erhverv, hvoraf langt størstedelen kommer fra kvæg-landbrug (28%) og i mindre omfang fra produktion af grise. Derudover leverer landbundsjorde, mindre udledninger fra produktionsjord og skovrejsning også begrænsede bidrag.

I model 2 håndteres hensynet til den nuværende erhvervsstruktur og hensynet til lækage blandt andet ved, at nogle af CO2-reduktionerne skal komme fra Pyrolyse-teknologi. Her kommer 0,2 mio. ton negative emissioner svarende til syv procent af de samlede CO2-reduktioner i modellen fra pyrolyseteknologier i 2030. I model 3 gives yderligere støtte til pyrolyse, så CO-bidraget til stiger til 0,8 mio. ton.

5. Hvornår skal CO₂-afgiften træde i kraft?

Udvalget anbefaler, at CO2-afgiften indfases fra 2027 og frem til 2030.

Grundlæggende kan der være forskellige holdninger til, hvor hurtig en afgift bør indføres, for at den har effekt og samtidigt giver mulighed for, at aktører har tid til at nå at omstille sig. Det afgørende er, at der hurtigt bliver skabt en afklaring af, hvad det er branchen kigger ind i. Hvis der er høj troværdighed omkring de kommende afgiftsniveauer undgår man fejlinvesteringer.  Og derfor er det vigtigt, at politikerne relativt hurtigt tager stilling og får sendt et klart signal om, hvad landbruget kan forvente af fremtiden.

Derudover bliver det en meget stor opgave for myndighederne at oprette et helt nyt afgiftssystem. Udvalget vurderer, at det vil tage de forskellige styrelser og forvaltninger 2-4 år at blive klar til at kunne udvikle og systemer til beregning og opkrævning af afgifterne.