POWER-TO-X

Olieraffinaderi vil producere brændstoffer med vind og sol

Crossbridge Energy i Fredericia er solidt placeret i den sorte energiøkonomi. Nu er de gået sammen med Everfuel om brintprojektet HySynergy, der med brint produceret fra vind, sol og kraftvarmeværker skal give fly og fragtskibe grønnere alternativer.

Crossbridge Energys raffinaderi i Fredericia

Crossbridge Energys raffinaderi i Fredericia er verdens tredje mest energieffektive raffinaderi og det største i Europa. Det bruger dermed relativt mindre energi til at forædle sine olieprodukter. Sektorkobling har været på dagsordenen i årtier. Crossbridge Energy er Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme med en årlig leverance til TVIS, svarende til mere end 23.000 standardhuses årlige forbrug.
Foto: Crossbridge Energy

Tanke og rør fylder godt i landskabet på det store raffinaderi i Fredericia, der siden 1966 har leveret brændstof til biler og andre køretøjer på de danske landeveje. Crossbridge Energy, som det tidligere Shell-raffinaderi hedder i dag, producerer 35 procent af Danmarks forbrug af benzin, diesel, marine- og jetbrændstof og andre sorte produkter baseret på olie. Læg dertil en betydelig eksport til udlandet.

Trods det faste arbejde med at opdele råolie fra den danske del af Nordsøen i brugbare fraktioner med et dertilhørende betydeligt CO2-aftryk har Crossbridge Energy sammen med Everfuel vundet Green Power Prisen 2023.

Prisen fik de for HySynergy-projektet, der har til huse på en grund ved siden af raffinaderiet, og som er et konkret bud på, hvordan grønne brændstoffer produceres i morgendagens sektorintegrerede energisystem.

– Vores strategi på raffinaderiet er på den ene side at effektivisere og forbedre på det eksisterende anlæg og på den anden side at udvikle og skabe indtjening og vækst i vores grønne forretning. Ved at gå på to ben kan vi bygge bro til det grønne, siger specialkonsulent Lasse Raunholt Kristoffersen fra Crossbridge Energy under en rundvisning for Foreningen af Energi- og Miljøjournalister.

Danmark er grøn frontløber på den internationale scene. Det skyldes modige og initiativrige organisationer, virksomheder og personer, der skaber nye grønne løsninger, teknologier eller på anden vis sætter skub i den grønne omstilling. Det hylder...

20 MW elektrolyse med vokseværk

Bliv inspireret af fremtidens teknologier

Green Power Denmark stiller skarpt på digitalisering, teknologi og elektrificering, når Technomania løber over stablen 3.-5. oktober i Messecenter Herning.

Mød blandt andre Marlene Christensen, Business Director i Crossbridge Energy, og Ulrik Torp Svendsen, Director for PtX-development i Everfuel.

Technomania er en oplagt mulighed for at udforske forretningsmulighederne i den grønne sektor, få seneste nyt om elektrificering i industrien og de teknologier, der er under fremmarch.

Se programmet her

...

Med støtte fra Energistyrelsen har Crossbridge Energy og Everfuel bygget en af Europas største brintfabrikker med en forventet daglig produktion på 8 ton grøn brint. Brinten skal i første omgang produceres fra et 20 MW stort elektrolyseanlæg (leveret af den norske virksomhed NEL), der går i drift i løbet af de næste måneder.

Brinten fra elektrolyseanlægget skal løbe i et rør fra HySynergy og over til raffinaderiet, hvor de omkring 250 medarbejdere indtager en nøglerolle som dem, der forædler en del af brinten ved at tilsætte CO2, fortæller Lasse Raunholt Kristoffersen.

– På raffinaderiet arbejder vi med kulstof, og det bliver vi ved med. Vi har en ambition om at være CO2-neutrale i 2035 på vores egen grund.

I første omgang bruges brinten direkte på raffinaderiet til afsvovling af olie. Men når produktionen er oppe i skala, kan den grønne brint også bruges til industri, tung transport og produktion af flydende brændstoffer til sektorer, hvor direkte elektrificering formentlig er mere kompliceret, end godt er - altså fly og fragtskibe.

Bæredygtige brændstoffer

Et af perspektiverne for HySynergy-projektet handler om at producere SAF for eksempel til Billund Lufthavn. SAF står for Sustainable Aviation Fuel - altså bæredygtige flybrændstoffer. Med SAF produceret på restprodukter fra landbrug og industri kan fly fortsat bruge konventionelle motorer, men med en mulig CO2-besparelse på op mod 80 procent.

Både fly og skibe kræver enorme mængder brændstof, så mange steder i verden bliver der fremlagt ambitiøse planer og projekter. For eksempel har canadiske SAF+ Consortium, der driver et demonstrationsanlæg i Montreal, netop indgået en aftale med Air France-KLM Group om at levere SAF fra 2030.

Ambitionen i Fredericia er at opskalere til 300 MW elektrolyse i 2026 (120 tons brint/dag) og 1 GW i den tredje fase omkring 2030.

Lokale partnerskaber

For at den langsigtede vision om Power-to-X skal lykkes, indgår Crossbridge Energy og Everfuel i et større energipartnerskab i Trekantområdet kaldet Triangle Energy Alliance. Brintfabrikken spiller ind i et sektorintegreret energisystem med produktion fra vind og sol fra forsyningsselskabet TREFOR og et nationalt brintsystem opført af Energinet. Endelig er der indgået samarbejde med det lokale fjernvarmeselskab TVIS om yderligere udveksling af spildvarme/fjernvarme.

Vidste du at...?

HySynergy skal producere grøn brint, som 1:1 ad åre kan erstatte sort brint på  raffinaderiet i Fredericia. Ifølge den seneste børsmeddelelse fra Everfuel forventes de første leverancer af grøn brint i første kvartal 2024. Crossbridge
Energy bruger 35 ton brint om dagen bl.a. til afsvovling. Denne sorte brint bliver i dag produceret på baggrund af fossil råolie.

...

– Vi kan ikke bare bygge en helt masse anlæg ude på en bar mark. Vi er nødt til at starte med at bygge et anlæg, der kan interagere med den eksisterende infrastruktur for at øve os, få læring og erfaring. Der er nogen, der er nødt til at gå forrest, og det er det, vi gør, udtalte Everfuels CEO Jacob Krogsgaard i forbindelse med nomineringen til Green Power Denmark Prisen.

I forlængelse af samarbejdet Triangle Energy Alliance ville det også være oplagt at indsamle ’sort’ CO2 fra raffinaderiet og biogen CO2 fra Ørsteds flisfyrede kraftvarmeværk Skærbækværket syd for Fredericia. CO2 kan nemlig også udnyttes til at producere flydende e-brændstoffer ved hjælp af en teknologi, som på engelsk hedder carbon capture and utilisation, eller CCU. Den lokale virksomhed AIRCO Process Technology har beskæftiget sig med CO2-opsamling i årtier, så spidskompetencerne findes også her rundt om hjørnet.

Brug for vedvarende energi

På samme måde som Billund Lufthavn kan aftage grønnere brændstoffer til fly, kan Fredericia Havn blive et knudepunkt for mere klimavenlige brændstoffer til skibe. Poul B. Jakobsen er adm. direktør i Process Engineering, der har sit udspring i Fredericia og samarbejder med Kvasir Technologies om produktion af biolier på basis af biomasse.

Han peger på, at der både lokalt og nationalt er en stribe teknologier i spil til fly og skibe udover e-metanol. Meget er i gære indenfor forskning, udvikling, demonstration og kommercialisering, men mange af løsningerne kræver store mængder elektricitet. Her har Poul B. Jakobsen en bekymring, der går på, om vi får den nødvendige grønne energi til at gennemføre de ambitiøse planer for Power-to-X.

–  Det er mængden af den vedvarende energi, der er det største problem, siger Poul B. Jakobsen.

 

Artiklen er første gang bragt i Naturlig Energi. 

Arrangement
MCH Messecenter Herning

Bliv inspireret til en fremtid, hvor digitalisering, grøn omstilling og teknologi går hånd i hånd når IDA den 3.-5. oktober 2023 endnu engang slår dørene op til teknologieventen Technomania, som er en del af hi Tech & Industry Scandinavia.

Nyheder direkte i din indbakke?