ELEKTRIFICERING

Digitalisering skal få industrivirksomheder med på den grønne bølge

Energikrisen har understreget behovet for en hurtig elektrificering, og særligt industrien står overfor en stor transformation, når produktionsfaciliteter skal omlægges fra olie og naturgas til vedvarende energikilder. Digitalisering og faste rammebetingelser er nødvendige for at sætte skub i udviklingen, lød budskabet, da industrien var samlet på Technomania.

Grøn srøm i industrien - debat på Technomania 2023

Jens Møibæk fra Thise Mejeri, Søren Eriksen fra Viegand Maagøe og Martin B. Petersen fra ABB delte ud af erfaringer med elektrificering i industrien på Technomania - en del af HI-messen i Herning. Foto: Laura Berggreen

I fremstillingsindustrien kommer cirka halvdelen af energiforbruget fra fossile energikilder. Men producerende virksomheder i industrien bør kigge efter grønnere alternativer, ifølge rådgivningsvirksomheden Viegand Maagøe.

– Elektrificering er i langt de fleste tilfælde både rentabel og bidrager med mærkbare reduktioner i CO2-udledninger, fortæller Søren Eriksen, CEO i Vigeand Maagøe, under en session på Technomania – en del af HI-messen i Messecenter Herning.

I løbet af tre år har Viegand Maagøe arbejdet intensivt med elektrificering af 20 fødevarevirksomheder. Erfaringerne viser, at de elektriske løsninger kan bidrage med en samlet CO2-reduktion på 49 procent.

– Den gode nyhed er, at teknologierne er der, forklarer han og estimerer, at hele 92 procent af processerne i fremstillingsindustrien allerede er mulige at elektrificere.

Potentialet er uforløst

Men en stor del af potentialet er endnu uforløst, da flere virksomheder tøver med at tage skridtet mod øget elektrificering.

Dels på grund investeringsomkostninger og proceskrav, og dels på grund af udfordringer med fysiske og logistiske rammer, når der f.eks. skal etableres en midlertidig erstatningsproduktion i forbindelse med omlægningen.

Samtidig oplever man hos Viegand Maagøe, at flere industrivirksomheder er betænkelige, når det kommer til forsyningssikkerhed.

Men det må ikke blive en bremseklods:

– Infrastruktur må aldrig blive en undskyldning. Energinet og elnetselskaberne skal have informationen om en elektrificeret proces i god tid. Så skal infrastrukturen nok blive tilpasset, siger Søren Eriksen. Han anerkender samtidig, at elektrificering i industrien er kompliceret og tager tid.

Thise Mejeri er en af de fødevarevirksomheder, der er i gang med at implementere grønne teknologier i takt med, at produktionen udvides på nye lokationer. Blandt andet har mejeriproducenten skiftet fra naturgas til et biomassefyr, mens solceller pt. bidrager med 5-7 procent af energiforbruget.

Men hvilken løsning er den bedste investering? Teknisk direktør i Thise Mejeri, Jens Møibæk, påpeger, at hos en fødevarefabrik med enorm variation i produktionen, er det svært at navigere i terrænet for energioptimerende løsninger.

– Ingen dage er ens. Vores produktion varierer fra dag til dag. Konsumprodukter og ost kræver forskellige temperaturer. Det er få ting, som er konstante, forklarer han og uddyber:

– Man kan godt føle sig udfordret, når det kommer til mange af de nuværende teknologier. Er det godt nok med en løsning, der er 1:1 i kW, eller findes der lige om lidt en kombination, som er mere effektiv? spørger han retorisk.

Fremtiden er intelligent

Teknologivirksomheden ABB haft stor succes med blandt andet integrering af solceller, intelligent energistyring, overskudsvarme og energilagring på sin tyske fabrik i Lüdensheid. Som resultat produceres 14 procent mere energi, end fabrikken bruger. Overskudsenergien fødes ind til det tyske elnet.

– Vi har kigget grundigt på produktionslinjerne. Hvis vi kan se, at det ikke kan betale sig at producere, lukker vi ned for produktionen, hvor det er muligt, siger Martin B. Petersen, Head of Sales i ABB.

Samspillet med produktionen har været afgørende for at opnå CO2-besparelser i omegnen af 630 ton om året og dermed også et vigtigt bidrag til teknologivirksomhedens Mission Zero. Han understreger derfor, at det er vigtigt for virksomheder at tænke driften med, inden man implementerer ’hurtige’ energioptimerende tiltag.

– Der er brug for de digitale løsninger. Der findes allerede en masse data i de eksisterende aktiver. Derfor skal man tænke strategien langsigtet og have driften med, inden man implementerer, siger Martin B. Petersen.

Samtidig efterspørger han faste rammer, der kan give klare signaler til de industrivirksomheder, der står over for store investeringer i elektrificering. Man risikerer, at alt går i stå, når man gang på gang ændrer rammebetingelserne, pointerer han med henvisning til ny regulering for bl.a. solceller og varmepumper.

– Kom med nogle betingelser, der skaber level playing field blandt teknologierne. Så kan vi langt bedre regne på, hvad der er den mest effektive løsning.

Åbningssession Technomania 2023: Kristian Jensen,  Mette Kagaard, Niels Duedahl, Laura Klitgaard
TECHNOMANIA

Technomania, der er en del af Skandinaviens største industrimesse, sætter fokus på grøn omstilling med mere grøn elektricitet og massiv...

FOTOREPORTAGE

Både det hvide brød og rugbrødet skal være grønnere. Det er den klare ambition hos Schulstad, der ser el fylde mere og mere både i...

Nyheder direkte i din indbakke?