INTERVIEW

Du kan ikke lægge beslag på så store områder uden at aflejre noget lokalt

BioCirc har på rekordtid fået to kommuner med på idéen om store områder på cirka 1.000 hektar, hvor solceller, vindmøller og biogasanlæg skal producere både strøm, gas, nye Power-to-X-brændsler og varme. En ny model for lokalt udbytte er nøglen til succesen, forklarer direktør Bertel Maigaard.

Bertel Maigaard, adm. dir. i BioCirc på Avedøre Holme

–  Vi driver ikke filantropi, men dem vi investerer på vegne af er langsigtede folk, der er indstillet på at dele gevinsten med borgerne og de kommuner, der lægger jord til. Det er kun naturligt i en situation, hvor der er så god økonomi i grøn energi, som der er i dag, blandt andet på grund af de høje energipriser.

Bertel Maigaard
  • Adm. direktør i BioCirc samt i Maigaard & Molbech, der forvalter formuer for familier med investérbare midler for over 30 mio. dollar – også kaldet Ultra High Net Worth Individuals (UHNWI). Præcis hvem, er ikke offentligt kendt ud over Bo Bendtsen, der ejer en del af madudbringningstjenesten Just Eat.
  • Bachelor i økonomi fra Københavns Universitet.
  • Tidligere beskæftiget inden for bl.a. corporate finance, kapitalfonde samt som økonomidirektør i tøjvirksomheden Day Birger et Mikkelsen.

Sådan forklarer Bertel Maigaard – den ene halvdel af Maigaard & Molbech, der forvalter milliarder af kroner for nogle af landets rigeste familier – det koncept, der på rekordtid har fået Vesthimmerland og Viborg Kommune til at takke ja til henholdsvis to og ét stort landområde til energi. Her vil virksomheden BioCirc opføre biogasanlæg, vindmøller og især solceller med en kapacitet på over én gigawatt hvert sted.

Og det er ikke fordi, den tidligere finanssnedker og corporate finance-mand har fundet på en ny og revolutionerende måde at skjule energianlæg i landskabet på, at foreløbig to byråd har set det positive i de storstilede planer.

– Det afgørende har været, at den plan, vi er kommet med, er afbalanceret i forhold til at aflevere værdi til lokalområdet. Det skaber arbejdspladser og skatteindtægter, og så tænker vi landbrug og energi sammen i en cirkulær model, forklarer Bertel Maigaard.

Konkret byggeri på trapperne

Med de to kommuners beslutninger plus fremskredne dialoger med et par stykker mere kan den konkrete planlægning af områderne – som BioCirc kalder for ’energiøer’ – for alvor begynde, og Maigaard forventer, at den første egentlige byggetilladelse udstedes i september. At det allerede er kommet hertil, er nærmest revolutionerende i betragtning af, hvor længe mange hidtil har bokset med godkendelsesprocesser, høringer og tilbageløb. Og faktisk startede Maigaard ud med noget helt andet i tankerne.

– Vi købte først gradvist omkring 6.000 hektar landbrugsjord, som med de daværende lave renter var en god case enten at forpagte ud eller tilbyde til udviklere af sol og vind. Men i første halvdel af 2021 begyndte vi at arbejde med en mere kompleks og cirkulær model, hvor biogas har en central rolle. Det førte kort efter nytår til opkøbet af Vinkel Bioenergi, der samtidig gav os adgang til tre anlæg mere på grund af ejerstrukturen, forklarer Bertel Maigaard.

Bertel Maigaard, adm. dir. i BioCirc på Avedøre Holme

Udvidet grøn pakke er nøglen

Nøgleprodukterne fra BioCircs nye energiparker skal på sigt være både el og gas, men også nye grønne brændsler som metanol – fremstillet af grøn strøm og brint via elektrolyse – samt varme, der kan komme egnens borgere til gode.

Andre lokale incitamenter er midler til nye kommunalt styrede fonde, der kan finansiere sports-, kultur- og naturanlæg med mere plus arbejdspladser og skatteindtægter.

– I mine øjne er der ingen tvivl om, at det er den udvidede grønne pakke, vi stiller op med, der har gjort forskellen. For der er ingen grund til at skjule, at det er pænere at kigge på en bølgende rapsmark end på solceller, at vindmøller kan høres, og at der er lugtgener ved biogas. Så selvfølgelig skal udbyttet deles på fair vis, hvis man skal have folk med sig og lægge beslag på så store arealer. Og det er vores investorer helt villige til.

I mine øjne er der ingen tvivl om, at det er den udvidede grønne pakke, vi stiller op med, der har gjort forskellen.
Bertel Maigaard, adm. direktør i BioCirc

– Egentlig er det Viborg og Vesthimmerland Kommune, der fortjener mest opmærksomhed, fordi de som de første har turdet læne sig ud i det her. For selvfølgelig vil der komme enkelte protester, når vi kommer i gang med de praktiske byggerier. Men indtil nu har vi virkelig mødt stor velvilje fra både politikere og forvaltninger, der med projekter i denne størrelse kan få dækket deres forbrug af el, gas og brændsler, samtidig med at vi fastholder landbrugsproduktion for eksempel ved at dyrke græsprotein, hvor restproduktet kan bruges i biogasanlæggene.

BioCircs model i hovedtræk
  • Solceller, vindmøller og biogasanlæg samlet i områder på omkring 800-1.200 hektar og med en samlet kapacitet på mellem én og halvanden gigawatt (GW).
  • Elektrolyseanlæg, der kan anvende en del af strømmen til at spalte vand og producere grøn brint. Overskudsvarmen kan bruges af borgerne i området.
  • Brintlagre, hvorfra brinten kan sælges direkte til fx tung vejtransport eller videreforarbejdes til nye grønne brændsler som e-metanol ved tilsætning af CO2 fra biogasanlæggene.
  • Landbrug, hvor der fx dyrkes græsprotein – blandt andet på lavbundsjorder og sandede jorde. Via pyrolyse kan der lagres biokul i jorden, der kan halvere klimabelastningen.

Glade borgmestre

Kort før sommerferien var Vesthimmerland Kommunes borgmester Per Bach Laursen (V) med Bertel Maigaard rundt og se nærmere på de planer, der skal foldes ud over de næste 3-4 år under navnet ’Vesthimmerland Go Green’.

Det får kommunen og borgerne
  • Blivende arbejdspladser
  • Øgede skatteindtægter
  • Billig overskudsvarme
  • Penge til sport, kultur og natur

– Jeg har aldrig i min tid som borgmester, eller i byrådet for den sags skyld, oplevet noget så stort som det her. Vi får investeringer i kommunen, som vil medføre permanente arbejdspladser, og så fører det os ind i en liga, hvor vi, både på europæisk – og måske endda på verdensplan, vil sætte os på verdenskortet i forhold til at gå foran med den grønne omstilling, forklarede Per Bach Laursen til TV2 Nord.

Også Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V) brugte store ord, da han kommenterede planerne kort før byrådets godkendelse i juni.

– Jeg tænkte det, som alle andre bagefter tænkte, nemlig at det lyder for godt til at være sandt. Der måtte ligge noget under. Det gjorde der bare ikke. Her får vi nærmest foræret et projekt, vi aldrig selv ville kunne gennemføre, sagde han til Jyllands-Posten.

Det afgørende har været, at den plan, vi er kommet med, er afbalanceret i forhold til at aflevere værdi til lokalområdet.
Bertel Maigaard, adm. direktør i BioCirc

Én ejer er et krav

Bertel Maigaard, adm. dir. i BioCirc på Avedøre Holme

Ifølge Bertel Maigaard har også landspolitikere været forbløffede over de hurtige kommunale gennembrud, der snart kan få følgeskab af flere. Hvis det falder på plads, kan resultatet gå hen og blive en voldsom pipeline på 5-7 GW ny grøn strøm til realisering inden for relativt få år.

– Der er slet ikke nogen, der har forestillet sig, hvad man faktisk kan få igennem af projekter på land med det rette set-up. Men det kræver enorme mængder af kapital, og vi kan ikke selv bygge alle de energiøer, der er behov for, så vi håber også, at andre energiudviklere kan inspireres til at udvikle deres egne energiøer eller gå i partnerskab med os om nogle af vores. Foreløbig har vi købt en række biogasanlæg, og vi ansætter folk løbende og bruger dygtige eksterne rådgivere, men vi kommer nok også til at købe mindst én sol- eller vindudvikler, siger Bertel Maigaard.

– Det vigtige er, at der er én og samme ejer af hele det cirkulære system i de respektive energiøer. Synergierne er nemlig tæt knyttet til skalaen og til sammenhængen mellem de forskellige energiformer og brændsler. Det går for eksempel ikke at have én vindmølle- eller solcelleejer, der kun tænker på at optimere værdien af strømmen fra det enkelte projekt uden at se på helheden. 

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Energi

Nyheder direkte i din indbakke?