UDSPIL

Finanslovs-debut har bragt alle hjørner af huset sammen

Green Power Denmark har for første gang leveret et fuldt finansieret indspil til næste års finanslov med 33 forslag på syv forskellige områder. Øvelsen kræver både dybe og brede kompetencer, og cheføkonom Martin Ingerslev håber, at Folketingets partier vil lade sig inspirere af resultatet i de kommende forhandlinger.

Finanslovsudspil med kaffe

Det er trods alt ikke så omfangsrigt som finansloven. Men med 35 tætskrevne sider fylder Green Power Denmarks indspil til næste års finanslov nu i sig selv ganske godt i landskabet.

Indspillet rummer 33 forslag inden for syv forskellige områder, og det er første gang, at Danmarks grønne erhvervsorganisation er gået så systematisk til værks og også har fundet finansiering til samtlige forslag.

– Det er et stort arbejde, men vi synes at det er rigtigt, at vi byder ind med hele pakken og ikke bare kommer med en lang ønskeliste. Vi kan kun gøre det som organisation, fordi vi både har dybden og bredden på de mange forskellige områder, som vi kommer med indspil på, forklarer cheføkonom Martin Ingerslev.

Han og hans team har blandt andet regnet på de mange forslag for at vurdere deres provenueffekt for statskassen – en øvelse, hvor man blandt andet skal vurdere hvordan det enkelte indspil eventuelt vil påvirke befolkningens adfærd.

– Vi håber, at indspillet fra os, der repræsenterer hele den værdikæde, der skal elektrificere Danmark i de kommende år, er noget, som Folketingets partier vil lytte til og tage med i de kommende forhandlinger. Udover at udgøre en samlet pakke, kan forslagene også vurderes og bringes i spil enkeltvis, siger han.

Sund konkretiseringsøvelse

Arbejdet har ifølge Martin Ingerslev været sundt for en organisation, der til daglig har fingrene nede i mange forskellige hjørner af arbejdet med at omstille Danmarks energisystem fra sort og forudsigeligt til grønt og fleksibelt.

Martin Ingerslev
Vi håber, at indspillet fra os, der repræsenterer hele den værdikæde, der skal elektrificere Danmark i de kommende år, er noget, som Folketingets partier vil lytte til og tage med i de kommende forhandlinger. Udover at udgøre en samlet pakke, kan forslagene også vurderes og bringes i spil enkeltvis, siger cheføkonom Martin Ingerslev fra Green Power Denmark om organisationens 33 fuldt finansierede forsalg til finansloven.

– Hele huset og rigtig mange medlemmer har været aktiveret for at vurdere, hvad vi mener, der er brug for, for at tage de næste vigtige skridt i den grønne omstilling. Det har krævet masser af intern prioritering, og den øvelse har først og fremmest været med udgangspunkt i:  Er idéen eller forslaget konkret nok? Og er det relevant i en finanslovs-sammenhæng for 2024? Det sidste er der mange vigtige sager, der ikke nødvendigvis er, for eksempel spørgsmålet om et kommende brintrør til Tyskland eller udformningen af de kommende udbud af havvind, siger Martin Ingerslev.

Et af de helt centrale forslag fra Green Power Denmark er en permanent sænkelse af elafgiften til EU’s minimumsniveau i 2030 med gradvis indfasning fra 2024. Det vil ifølge beregningerne koste 780 mio. kr. i 2024 stigende til 2,9 mia. kr. i 2027.

– Til næste år vil afgiften koste en gennemsnitsfamilie omkring 3.800 kroner, og hvis man sænker den, vil det blive mere fordelagtigt for forbrugerne at træffe fornuftige grønne valg, siger Martin Ingerslev.

Et andet vigtigt forslag er en målrettet investeringsstøtte på en 1,5 mia. kr. over de næste to år til for eksempel nye produktionsfaciliteter til en industri, der er hårdt ramt af afmatning før et forventet boom. Endelig foreslås et elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag på 550 mio. kr. årligt, der kan sætte yderligere fart på udfasningen af fossile brændsler.

Pengene til de tre og de øvrige 30 forslag, der i alt løber op i 5,7 mia. kr., kan i vidt omfang findes i allerede afsatte midler, puljer og afsatte reserver, men også for knap en milliards vedkommende ved at sanere erhvervsstøtten.

En grøn, sikker og mærkbar finanslov - Green Power Denmarks forslag til finansloven for 2024
Politikpapir

Green Power Denmarks forslag til finansloven for 2024

Udgivet
September 2023
Webinar
28. september kl. 10.00 - 10.45
Webinar

Den 28. oktober inviterer Green Power Denmark til et webinar, hvor vores eksperter vil tage dig igennem forslaget til en grøn, sikker, og mærkbar finanslov.

Nyheder direkte i din indbakke?