Pressemeddelelse

Grøn alliance: Lad kommunerne beholde skatter fra nye grønne projekter

Vind- og solenergi på land er den hurtigste måde at udbygge vores vedvarende energi, der skal sikre vores energiuafhængighed og sætte fart på den grønne omstilling. De kommuner, der udbygger vedvarende energi, skal have lov til at beholde en større del af skatteprovenuet, mener ny grøn alliance.

Brian Mikkelsen og Kristian Jensen på Topmøde 2023

Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, og Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark. Foto: Jeppe Carlsen

En ny alliance for vedvarende energi bestående af Dansk Erhverv, Vestas, Green Power Denmark, Eurowind Energy, Landbrug & Fødevarer, Norlys, European Energy, NRGi og Andel kalder nu på handling for at få opsat flere gigawatt sol- og vindenergi på land.

For at øge incitamentet til at sætte turbo på udbygningen af vedvarende energi i de enkelte kommuner, foreslår alliancen i et nyt udspil, at kommunerne selv beholder en større del af skatteindtægterne fra nye sol- og vindanlæg, der opstilles inden for kommunegrænsen.

Konkret skal det ske ved, at den kommunale indtjening fra jordskatter og erhvervsbeskatning fra nye sol- og vindprojekter bliver friholdt fra den kommunale udligning. Det vil betyde, at de kommuner, der gør meget for at få mere vedvarende energi op, bliver belønnet direkte – til gavn for den enkelte borger i kommunen.

Adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, udtaler:

– Flere vindmøller og solceller kommer til at forandre det danske landskab. Det er kun ret og rimeligt, at de borgere, der oplever de største gener ved de grønne projekter, også får belønningen. Og hvis vi hurtigt skal frigøre os fra Putins gas, bekæmpe klimaforandringer og sænke danskernes elregning, er det bydende nødvendigt, at kommunerne har et klart incitament til at sænke sagsbehandlingstiden og gøre sig attraktiv over for mere vedvarende energi.

Adm. direktør i Green Power Denmark, Kristian Jensen, udtaler:

– Det her er en energipolitisk schweizerkniv. Vi får både billigere grøn strøm, penge i kommunekasserne, hurtigere grøn omstilling og frigjort Danmark fra russisk gas. Dét farvel til fossiler kræver dog, at vi kommer op i gear i udbygningen af vedvarende energi. Så vi sikrer, at familien Danmarks nye elbil kører på grøn strøm, at der er en vindmølle for enden af din energi- og pengebesparende varmepumpe, og at der kommer sollys ud af LED-pærerne.

Direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen udtaler:

– Det er vigtigt, vi nu får sat skub i opstilling af nye solceller og landvindmøller for at sikre momentum i den grønne omstilling. Vi skal have reduceret de lange sagsbehandlingstider og godkendelsesprocedurer. I landbruget – som har en lang tradition for involvering i vindmølle- og solcelleprojekter – vil det bl.a. være oplagt at sætte VE-anlæg op på de jorde, der udtages til klima lavbundsområder. På den måde kan der skabes en rigtig god synergi mellem klimatiltag og grøn energi.

'Alliancen vedvarende energi - sammen om grøn strøm på land' er opstået i kølvandet på regeringens ambition om at firedoble mængden af grøn strøm på land i 2030 – svarende til f.eks. 8,2 GW landvind og 20 GW sol eller, hvad der svarer til strøm til 12,5 mio. husstande. Men udbygningen går ifølge alliancen for langsomt, og derfor skal der også indføres forpligtende minimumsmålsætninger for vedvarende energi på land i kommunerne. Hvis målsætningen skal opfyldes, skal der ifølge alliancen opsættes 2,3 GW om året.

Ifølge en måling foretaget af Norstat på vegne af Dansk Erhverv svarer to ud af tre danskere, at de ønsker flere vindmøller på land i Danmark. Opbakningen gælder på tværs af landsdele - også i Vestjylland, hvor landvindmøllekapaciteten er størst i dag.

Alliancen vedvarende energi - sammen om grøn strøm på land foreslår:
  1. Der skal indføres minimummålsætninger for grøn energi på land i kommunerne, så vi når målsætningen om firedobling af grøn strøm inden 2030.
  2. Der skal indføres en grøn behandlingsgaranti, så den samlede sagsbehandling og godkendelsesproces af grønne projekter i kommunerne maksimalt tager 12 måneder.
  3. Sagsbehandlingstiden i kommunerne skal benchmarkes sideløbende med de forpligtende målsætninger. VE-rejseholdet skal hjælpe kommunerne med at få sagsbehandlingen ned.
  4. Det nuværende incitament i ejendomsbeskatningen til opstilling af vedvarende energi på landbrugsjord skal fastholdes. Kommunerne skal beholde en større del af skatteprovenuet fra nye vind- og solprojekter.
  5. Net til tiden og til mere grøn strøm. Der skal sikres omkostningseffektive tariffer samtidig med, at der opnås en hurtig og tilstrækkelig netudbygning.
  6. Den nationale energikrisestab NEKST skal være et handlingsfællesskab. Der skal være beslutningskompetence i NEKST, og der skal følges op på anbefalingerne.
Annonce fra Alliancen for Vedvarende Energi - hvor længe kan vi vente?
Annoncen er bragt i Jyllands-Posten 11. juli.

 

Nyheder direkte i din indbakke?