HYBRIDANLÆG

Vind og sol i smuk harmoni

Hybridanlæg med både vindmøller og solceller på land kan producere på maksimalt blus i lige så mange af årets timer som en stor havvindmøllepark. Samtidig imødekommer kombi-parkerne ønsker om færre nabogener, hurtighed og billigere tilslutning.

Sol og vind i Veddum Kær

Foto: Jeppe Carlsen

Et hybridanlæg på land, hvor vindmøller og solceller deles om samme nettilslutning, producerer maksimalt i stort set lige så mange af årets timer som en havvindmøllepark. Det viser nye tal fra Eurowind Energy (Eurowind), der sidste år etablerede Danmarks to første af slagsen: St. Soels Energipark syd for Holstebro og Veddum Kær i Mariager Kommune.

- Det har en betydelig samfundsmæssig værdi, at vi får mest mulig strøm ud af vores energiparker. Derfor glæder jeg mig over, at vi nu har konkrete tal, der viser værdien af et hybridanlæg. Det udgør den mest effektive udnyttelse af vores infrastruktur, og samtidig er kombinationen af vind og sol den billigste måde at producere strøm på, siger adm. direktør Jens Rasmussen.

Sol og vind stabiliserer priser

Mere vind og sol i elsystemet medfører, at Danmark får et større udbud af strøm, når solen skinner og/eller vinden blæser. I sommerhalvåret er elprisen nu oftere end tidligere lave midt på dagen, når solen skinner. I vinterhalvåret ses døgnets laveste priser oftest om natten, hvor vindmøller producerer meget strøm, men hvor forbruget er lille. Samlet er en udvikling med flere produktionsteknologier med til at udjævne elproduktionen og stabilisere elpriserne.

...

De såkaldte ’fuldlasttimer’ er betegnelsen for de timer, hvor et energianlæg producerer på sit højest mulige niveau. Ifølge Eurowind producerer St. Soels Energipark 4.700 fuldlasttimer – eller knap 196 dage – årligt. Til sammenligning forventer Energistyrelsen, at Thor Havvindmøllepark i Nordsøen vil producere cirka 4.875 fuldlasttimer, når den står klar i 2026.

- Det er vigtigt med en forståelse af, hvor essentiel fuldlasttimerne er, når vi taler om energisystemet. Effekten fra den enkelte energipark er naturligvis altid interessant, men antallet af fuldlasttimer – og den tidsmæssige sammenhæng mellem produktion og forbrug – er et helt afgørende parameter, når vi som samfund skal prioritere indsatsen i den grønne omstilling, siger Jens Rasmussen.

Vind og sol supplerer hinanden

Der er brug for alle forhåndenværende ressourcer, når det gælder den grønne omstilling. Havvindmølleparker giver en række fordele i form af den store skala, og fordi det generelt blæser mest på havet. Samtidig er de dog længere væk fra dem, der skal bruge strømmen, og dyrere at etablere end grøn energi på en mark uden for Holstebro, konstaterer Jens Rasmussen.

Også netselskaberne, der ifølge Green Power Denmarks analyse ”Elnet til meget mere” skal investere i omegnen af 50 mia. kr. frem imod 2030, ser et stort uudnyttet potentiale i hybridanlæg. Ifølge Daniel Skovsboe Erichsen, der er Vice President for Market & Development i Netselskabet N1, er der plads til yderligere 1,5 GW solceller eller vindmøller alene i deres nuværende elnet, hvis det kombineres i samme nettilslutning.

- Vi står i en situation, hvor vi på få år skal fordoble investeringerne for at gøre den grønne omstilling mulig. Vi skal både udnytte elnettet bedre og investere klogere, hvilket kræver et tæt samarbejde med opstillere af den vedvarende energi. I den forbindelse ser vi et enormt potentiale i hybridanlæg. Alene i N1’s område kunne vi via hybridanlæg hurtigt og billigt tilslutte mere vind og sol, end der kom i hele Danmark i rekordåret 2022, siger han.

For lidt opmærksomhed

Daniel Skovsboe Erichsen nævner flere fordele ved hybridanlæggene: Det begrænsede overlap i produktionen fra vind og sol – særligt i fuldlasttimerne – giver en langt bedre udnyttelse af elnettet ved samplacering, hvor produktion og forbrug er placeret tæt på hinanden. Oven i kan ny vind og sol hurtigt få adgang til elnettet de steder, hvor der allerede er etableret et vedvarende energianlæg, og endelig generes naboerne mindre, fordi hybridanlæg giver mere energi på mindre plads.

Så mange fuldlasttimer producerer energianlæg

  • Solcelleanlæg med tracker: 1.250 fuldlasttimer
  • Landvindmøllepark: 3.300-3.500 fuldlasttimer
  • Havvindmøllepark i Østersøen: 4.600 fuldlasttimer
  • Hybridanlæg (St. Soels) 4.650 fuldlasttimer
  • Thor Havvindmøllepark: 4.875 fuldlasttimer
Kilde: Eurowind Energy og Energistyrelsens Klimastatus – og fremskrivning fra april 2023.

- Vi mener, at muligheden for at etablere hybridanlæg har fået alt for lidt opmærksomhed. Der bliver efterlyst højere hastighed, færre borgergener og mindre tilslutningsomkostninger, når det gælder opstilling af vedvarende energi. Her er en løsning, der imødekommer alle tre parametre, siger han.

Bjarne Brendstrup er områdeleder i Energinet, der planlægger eltransmissionsnettet og undersøger belastninger i de enkelte netforbindelser. Ifølge ham er det vigtigt for fremtidens forsyningssikkerhed, at vi investerer i flere for - skellige produktionsformer, der komplementerer hinanden.

- Strøm skal fortsat komme fra andre kilder eller fra nabolande, hvis der er vindstille og mørkt. Men på andre områder styrker vind og sol forsyningssikkerheden, for når de først er opstillet, så er vi ikke afhængige af adgangen til fossile brændsler. Samtidig er den geografiske spredning af vindmøllerne og solcellerne med til at udjævne de udsving, som vind og vejr giver, siger han.

Energicentre er på vej

Ifølge regeringen skal Danmark firedoble produktionen fra vind og sol på land frem mod 2030. Også i resten af Europa er der sat turbo på den grønne omstilling for at bremse de globale temperaturstigninger og blive fri for russisk gas efter invasionen af Ukraine.

- De enorme mængder af vedvarende energi, der skal sættes op på rekordtid, vil ikke bare gøre vores energisystem grønnere. Det vil også bidrage kraftigt til, vi bliver mindre afhængige af lande, som vi ikke ønsker at være afhængige af. Vind og sol vil, sammen med udfasning af naturgas til opvarmning, udbygning af biogasproduktion, mere fleksibelt elforbrug og mange andre ting, bidrage til en sikker og uafhængig forsyning, siger Bjarne Brendstrup.

Jens Rasmussen understreger, at Eurowind Energy og andre VE-opstillere allerede er i fuld gang med næste skridt, der kan sikre en endnu mere effektiv udnyttelse af de grønne ressourcer: Nemlig energicentre, hvor hybridanlæggene kan kombineres med brint og Power-to-X-brændstoffer, fjernvarme, biogas, batterier med mere.

- Det lyder måske som fremtidsmusik, men de første energicentre vil være klar om to år, siger han.

Artiklen er første gang bragt i Green Power Denmark Magasinet.

 

Indvielse af St. Soels Energipark - Kristian Jensen, Anne Paulin og Jens Ramussen
NYT KAPITEL

St. Soels Energipark er det første af en række danske VE-projekter, hvor sol og vind deles om samme nettilslutning. ”Det er med stor...

Nyheder direkte i din indbakke?